Såkalenderen: Hvilke grøntsager kan jeg så i juni?
For mange foregår den største omgang frøsåning i april og maj, men det udelukker bestemt ikke såning i juni. I juni måned er der nemlig masser af grøntsager, du kan (efter)så.
I juni kan du så:
Læs videre og se, hvordan du sår de forskellige grøntsager. På webshoppen finder du også uddybende såvejledninger under hver enkelt frø, hvor jeg angiver sådybde, planteafstand m.m.
Så dine frilandsagurker i juni
Når al risiko for frost er ovre, og jordtemperaturen er minimum 10 grader celsius, kan du så dine frilandsagurker på deres blivested.
De her agurker er gode på friland:
- Agurk 'Burpless Tasty Green F1'
- Agurk 'Marketmore' (økologisk)
- Agurk 'Long Green Ridge'
- Agurk 'Marketmore 76'
- Agurk 'Cornichon de Paris'
Du kan naturligvis også så drivhusagurker i juni.
Så dine bønner på friland i juni
I juni måned er det varmt nok til, at du kan så dine bønner på friland. Foretrækker du at forspire dem, kan du naturligvis gøre det og derefter udplante de små planter.
Bønner er desuden geniale at efterså med. Så hvis du har bare pletter i køkkenhaven, kan du fx så buskbønner, der ikke fylder alverden. Jeg eftersår gerne med buskbønner, hvor jeg har høstet de tidlige kartofler.
Friske bønner er ofte dyre at købe, men nemme at dyrke, så hvorfor ikke finde plads til dem i haven? Du kan også dyrke de kompakte buskbønner på terrassen eller på altanen i potter eller krukker.
Så gulerødder fra 1. maj og frem til juli
Fra 1. maj og helt frem til juli måned kan du så dine gulerødder. Så gerne ad flere omgange, så du forlænger din sæson.
Vær opmærksom på, at du også kan få sorter, som egner sig godt til høst i efterår og vinter, fx Autumn King 2.
Vil du gerne dyrke gulerødder på altanen eller terrassen, er de mindre gulerødder gode at dyrke i kasser, krukker eller potter - bare beholderen er dyb nok, så rødderne kan vokse.
Chantenay 2 Red Cored er en lille, delikat og sød gulerod med god sprødhed, der egner sig godt til dyrkning i beholdere.
De fleste krydderurter kan sås i juni
I juni er temperaturerne høje nok til, at du også kan så de varmekrævende krydderurter som fx basilikum. I juni kan du så:
- Mynte
- Persille
- Basilikum
- Koriander
- Purløg
- Oregano
- Dild
Så radiser på friland i april og helt frem til september
Du kan så radiser på friland i april måned og helt frem til september. Så med 1-2 ugers mellemrum, så du har radiser hele sæsonen.
Radiser kan også fint sås i altankasser og krukker.
Så rødbeder til midt i juni
Fra midt i maj til midt i juni kan du så rødbeder på friland - eller i krukker og potter, hvis du har altan eller terrasse.
Så salat på friland hele sommeren
Du kan så salat på friland frem til slut juli. Det er en god ide at så salat med nogle ugers mellemrum, så du har salat til hele sæsonen.
I de varme sommermåneder er det en god ide at så salat i halv- eller helskygge, da væksten går i stå ved høje temperaturer.
Så ærter på friland til og med juni
Du kan så ærter i april og frem til juni på friland. Det er en god ide at dække med insektnet, indtil spirerne når en højde på cirka 10 cm. Fuglene er nemlig frygteligt glade for ærter og ærteskud, så det er først, når planterne når en vis højde, at fuglene stopper med at betragte dem som føde.
Har du spørgsmål til frø og såning, er du altid velkommen til at kontakte mig.
God fornøjelse - og god sommer! 🌱
/Kathrine