Såkalenderen: December

Havesæsonen begynder i december! 

Det gør den fordi, der er enkelte planter, man kan begynde at forspire i denne måned og fordi, frøbutikkerne har fået lagt det meste af den kommende sæsons sortimentet fast - og har fået varerne hjem fra deres leverandører.

Det gælder både Frøsnapperen, men også vores dygtige kon-kollegaer. Det er med andre ord i december, du for alvor kan begynde at planlægge, hvad du vil dyrke i den kommende sæson - og måske ligefrem købe frø til det!

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at december absolut ikke er en travl måned i såkalenderen og du kan egentlig fint bare ignorere den og vente til januar med de ting, jeg nævner i denne artikel.

Hvis du forspirer i december, så gør det i slutningen af måneden og gør det primært fordi, du gerne vil eksperimentere med at  sæsonforlænge så meget som nærmest fysisk muligt - d.v.s i endnu højere grad, end hvis du begynder i januar/februar.

Vær forberedt på, at du er i gang med at rykke grænserne for naturen. De år det går godt, er det skønt; de år det ikke gør, får du ikke det forspring, du håbede. 

Og så er der altså lige en ting, du skal være opmærksom på, at du skal have på plads: Vækstlys.

 

Vækstlys - fjollet eller fremragende?

Jeg har i mange år været dyrkningspuritanist og vækstlys-fornægter. Jeg syntes, det var fjollet at skulle bruge værdifuld strøm på at dyrke planter, som enten reelt ikke kunne dyrkes i vores klima - eller godt kunne dyrkes uden vækstlys. 

Og hvor stopper man? Hvis vi først begynder på vækstlys indendøre hvad så med i drivhuset? Og hvorfor egentlig ikke varme det op i foråret? Og hvorfor så ikke hele vinteren? Faktisk: Hvorfor ikke bare installere et oliefyr i drivhuset, nu vi er i gang?

I dag må jeg indrømme, at jeg godt kan se fidusen. Med vækstlys indendøre, altså. Ikke Oliefyr i drivhuset!

 

Ingen forspiring i december uden vækstlys

Der skal nok være nogen, som vi modsige mig, men jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at hvis du vil forspire i december, så er der ingen vej udenom vækstlys - i hvert fald når det gælder grøntsager.

Der er simpelthen ikke nok lys på vores bredegrader til, at planter kan klare sig kun med dagslys; uanset hvor store og sydvendte vinduer, du har.

Det er også derfor, jeg ovenfor råder til, at du begynder i slutningen af december. Vi skal helt hen i slut februar før der reelt begynder at være nok lys - i et sydvendt vindue - til at dagslys kan være nok (omend ikke optimalt) for mange planter. Og selv der kan det være nødvendigt, at supplere nogle timer hver dag med vækstlys.

Begynder du i starten af december risikerer du, at dine planter simpelthen vokser fra dig og fylder mere end hvad du har plads under dine vækstlys til. Så skal du købe flere vækstlys og inden vi ser os om, er du ude på den glidebane, der leder til oliefyr i drivhuset...

 

Hvad kan du forspire december?

Chili
Hvis du gerne vil dyrke stærke chili, så kan du med fordel begynde din forspiring i december. Stærke chilier som f.eks. Habanero, Bhut Jolokia (Ghost peber), Carolina Reaper med videre, har brug for en lang udviklingstid for at blive rigtig modne - og dermed stærke. Med "lang" mener jeg i hvert fald 4-5 måneder fra blomst til høstmoden frugt.

Du kan også sagtens vente til januar og for den sags skyld februar med at forspire, men kommer vi længere frem, er du mere afhængig af et lunt efterår for at få styrke i dine chilifrugter.

Peberfrugt
Peberfrugter kan du også begynde at forspire, men her er vi ude i "nice to" og ikke "need to"; Det er ikke nødvendigt, men du kan sikre dig en større og tidligere høst ved at forspire allerede i december.

Artiskok
Artiskok er flerårig og kan også godt være det i Danmark, hvis vinteren ikke er for hård og du har jord, der ikke bliver for våd. 

Hvis man vil være på den sikre side, kan du forberede dig på at dyrke artiskok som ét-årig plante og så er det godt at komme tidligt i gang.

Artiskok vokser ret langsomt og det er en fordel, når vi er ude i ydersæsonen, som december må siges at være. Langsomtvoksende planter er lidt nemmere at styre, hvis der reelt ikke er lys nok, fordi de ikke i samme grad bliver ranglede i ren "lyspanik", når de forsøger at kommer op til det lys, de mangler - og som jo må være et sted deroppe!

Vækstlyset slipper du nok ikke for i nogle uger, men fra medio/ultimo februar kan de godt klare sig i den lyseste vindueskarm, du har.

 

Er det besværet værd?

Om det er besværet værd at forspire i december er 10.000 kroners-spørgsmålet som man først kan svare på, når foråret kommer - eller når hele efterfølgende år er gået!

Hvis foråret kommer tidligt og vi har den sidste nattefrost tidligt, så er det fantastisk at have været i gang med forspiringen allerede i slutningen af december.

Har vi til gengæld et af de år, hvor vi sidder i maj og stadig har frost i tide og utide, så kan det været rigtig godt og grundigt træls!

Personligt er jeg altid i gang med lidt forspiring i december - i det små. Det er ikke noget, jeg satser vildt og voldsomt på, for min plads indendøre såvel som under vækstlys er begrænset. Men det er jo rart at komme i gang med den nye sæson, som vi alle spændt venter på i de kolde vintermåneder!

God fornøjelse med såningen!

/David

 

 

 

 


You may also like

Sub Blog posts

Se alt
Example blog post
Example blog post
Example blog post