
Artiskok 'Violetto Di Chioggia'
'Violetto Di Chioggia' er en traditionel, italiensk artiskok. For den blomsterglade haveejer er 'Violetto Di Chioggia' en gudesmuk staude at have stående i haven. For den gourmetinteresserede er 'Violetto Di Chioggia' en sand delikatesse.
I dag er den særligt populær i Frankrig. Her bliver artiskokken lagt i saltlage i et par timer, hvorefter den bliver renset og kogt, indtil den er mør. Den serveres med smør, og så piller man de yderste lag af de enkelte "skæl", indtil man kan fange det lækre kød med tænderne. En rigtig fingerspise.
'Violetto Di Chioggia' er forholdsvis hårdfør, så du ofte kan overvintre den - giv den de bedste betingelser ved at dække til med fx granris i vintermånederne.
'Violetto Di Chioggia' bliver cirka mellem 1,5 og 2 meter høj og står flot i både staudebedet og køkkenhaven. Man skal regne med at afsætte cirka en kvadratmeter i haven til en artiskokplante.
Artiskokken kan ikke lide en jord, som er for fugtig, da rødderne i så fald vil rådne. Planten skal passes med vand og gødning. Den er nemlig ret grådig og har derfor brug for gødning ad flere gange i løbet af sæsonen.
I juli måned begynder artiskokken at danne hoveder, og oftest kan høsten startes i august. Det er blomsterhovederne, man høster.
Antal frø i pose: Min. 20 stk.
Latinsk navn: Cynara cardunculus
SÅVEJLEDNING
Vil du gerne have et udbytte fra artiskokken allerede det første år, skal du forspire dem indendøre i februar. Når den værste nattefrost er ovre i maj, kan du plante de små planter udenfor. Placer dem et beskyttet og lunt sted, hvor der ikke er direkte sol.
Såtidspunkt: Februar
Sådybde: 2 cm
Plantetidspunkt: Midt i maj
Rækkeafstand: 80 cm
Planteafstand: 80 cm
Gødningsbehov: Stort
Tip: Artiskok er glad for varme, så ved at dække den med fiberdug i starten af vækstperioden, kan du hjælpe den frem. Dog vil fiberdugen med stor sandsynlighed blive revet i stykker ved aftagning, da bladene er ru.