Tomatfrø til drivhus og friland

Tomater er vildt populære blandt mange selvdyrkere - det gælder både drivhustomater og frilandstomater.

Hjemmedyrkede tomater smager bare rigtig godt, og det er svært for dagligvarebutikkerne at matche både smag og udvalg. Samtidig findes der et væld af tomatsorter, så man kan eksperimentere i det uendelige. Og det gør de fleste da også; oftest vil man gerne prøve lidt forskelligt inden for både bøftomater, blommetomater, cherrytomater og ribstomater. Med tiden finder man sine favoritter, som tit er gengangere hvert år, og så suppleres der ellers med nye varianter, som skal afprøves.

Vores tomatfavoritter

Det er oprigtigt set svært at vælge favoritter, for det handler utrolig meget om præcis hvad tomaten skal bruges til. En favorit til at spise ude ved busken er sorterne Barrys Crazy Cherry, Favorita og Sungold, fordi det alle er lækre cherry tomater. Men ribstomaterne er også helt fantastiske at spise ved planten, da de er så små - vores datter elsker fx gul current ribstomat. Når det gælder salater må de godt have lidt mere syre, og også gerne flotte farver, så der er tomater som Gardener’s Deligt, Tigerella og Yellow Pear super gode. Men skal der laves tomatsuppe, sovs til pizza eller på anden måde bruges tomater i varm mad, så er sorterne San Marzano Red Plum og Gemini rigtig gode. Og så har vi en forkærlighed for sorten Alice Dream. Vi startede med denne fordi vores datter hedder Alice, men sikke en positiv overraskelse. En bøftomat, der gav både store og små tomater (i vores tilfælde på friland) og med en kombination af flot farve og god smag lagde os helt ned. En fantastisk tomat, som vi er stolte over at kunne tilbyde her på shoppen.

Hvert år prøver vi nye sorter, nogle får lov at komme på listen året efter, mens andre må vige pladsen for nye forsøg. Så vi har selv flere og andre end de nævnte ovenstående, for et godt miks af farver, smag og størrelse er fantastisk til at skabe alsidighed i køkkenet og ikke mindst i en flot tomatsalat.

Dyrk tomater i drivhus, på altan, terrasse og friland

Du kan så tomater i drivhus, på altanen og friland afhængig af sorten. Uanset hvor du vil dyrke dine tomatplanter, er det en god ide at forkultivere dem.

Vi har flere sorter, der egner sig perfekt til altanen, da de er små pottetomater. Du kan fx let have Balconi yellow F1 eller dværgtomaten Venus på altanen, da de bliver små buske. Tiny Tim er også en god mulighed, men kan blive lidt højere - så her skal du blot klippe toppen af når du ikke ønsker den gror mere (bemærk dog at når du klipper toppen kan udviklinge af nye blomster og tomater også gå i stå).

Såvejledning - så dine tomatfrø i foråret

Forspiring af tomater er ikke super avanceret, og du har gode chancer for at lykkes, også selv om det er første gang du skal forspire. 

Fra frø til tomat er der en fantastisk rejse, hvor du ser planten udvikle sig. Det er spændende at følge for både børn og voksne. Rejsen fra frø til plante betyder også at du skal ompotte et par gange. Vi har her en detaljeret vejledning, hvor vi beskriver de forskellige trin. Vores vejledning er ikke den eneste måde at gøre det på, men en gængs måde, som vi selv synes er optimal for både tomatplanten og vores egen indsats i forbindelse med.

Step 1: Så frøet så det spirer

Første trin i processen er at få frøet til at spire og blive til en lille plante. Det mest normale er at starte i såbakker. Såbakker er en bakke med en række små rum - mangler du, så har vi forskellige såbakker under tilbehør her på sitet - se det her.

Fyld bakken med ”Så og prikkel jord”, og mas jorden let ned. Lav 1-2 huller i jorden i hvert rum og placer frø i hullet – og hæld lidt jord over igen. Så og prikkel jord er mere tæt end en normal plantesæk, og er typisk også med mindre gødning, så frøet ikke ”brændes af”. Du kan vælge at have 1 frø pr hul i såbakken, men vil du være sikker på at bruge pladsen i såbakken, så sæt 2 frø i hvert hul. Nogle sorter har enorm høj spirerate, så fx Favorita tomatfrø anbefaler vi 1 pr hul, da de næsten er 100% garanteret kommer frem, samt koster lidt pr frø.

Der vandes når frøene er kommet i, let oppefra, og ellers er det generelt bedst at vande i bakken fremadrettet. Det gælder fast fremadrettet - altid vand nedefra, så rødderne søger nedad.

Hav tålmodighed, og så kommer der grønne spirer frem efter 1-3 uger. Præcis ventetid afhænger typisk af sorten. Så har du sået forskellige sorter i samme såbakke, så kommer de formentlig ikke frem samtidig, det er helt normalt.

Når planten er kommet op ad jorden og har fået fx 3 blade og solid nok til en ompotning, så skal de videre i nye større potter.

Step 2 - ompotning fra forspiring til egen potte

Processen efter frøet er blevet til en lille plante i såbakken, er derefter at flytte den lille plante over i en potte. Vi anbefaler at ompotte igen derfra til større potte og så ud til sidst, mens andre springer en ompotning over. Andre igen sår frøet direkte i potten, Det sparer lidt tid, men frøet får ikke samme start i så- og prikkeljord, hvilket kan øge spireraten, altså andelen af frø, der bliver til planter.

Derudover er der også noget hyggeligt i at ompotte, hvor duften af frisk tomat kommer frem og mange har det på samme måde, det er nærmet meditation at ompotte planter.

Hvis du har sået to frø i hvert hul i såbakken, kan der ved ompotning (prikling kaldes det også) fra såbakke være to planter der er kommet frem. Du kan vælge enten at fjerne den mindste, eller at opdele jorden og ompotte til to potter.

Du skal nu flytte planten fra såbakken over i en potte. De ting vi oftest spørges om:

1: Flyt al jorden med planten. Så passer du mest muligt på den lille plante

2: I potten skal du ikke længere bruge så- og prikkejord, men derimod jord fra plantesæk. Det er mere luftigt og giver rødderne bedre mulighed for at ånde. Men det er helt ok at jorden du tager med over er så- og prikkeljord, ingen problemer i det.

3: Vi bruger en ske til at grave jorden og planten op fra såbakken, og vi får altid masser af jord på fingrene - det er skønt.

Når planten lige er ompottet går væksten i stå i lidt tid, dvs. den synlige del. Planten fokuserer i stedet på at udvide rodnet i den større mængde jord.

Vi ompotter fra såbakken over i en potte på 9x9x9,5 cm, og mangler du denne potte, så kan du købe dem her på sitet - se firkantet plasticpotte her. Før vi tager planten ud af såbakken putter vi lidt jord i potten, både i bunden og lidt langs kanterne. Så er det lige at flytte plante og jord over i potten, og så til sidst tilføre det sidste jord i siderne.

Næste ompotning skal ske når planten er blevet lidt større. Ved hver ompotning stoppes væksten lidt, men omvendt får den for alvor fart derefter. Ny frisk ekstra jord med frisk gødning, mere jord til rodnet osv. Så tøv ikke med at ompotte, hvis du føler den skal over i noget større. Den største årsag til at planten ikke vokser mere er at potten er for lille. 

Når du ompotter fra potte til potte, så overvej at sætte planten lidt nede i jorden. Helt konkret sætter du planten så dybt som muligt, og tilføjer så jord op af stammen på planten. Tomatplanter er fantastiske, for når de får jord omkring sig, så skabes der rødder på stammen, og planten får dermed et mere solidt fodfæste. Vær ikke nervøs for at den ikke bliver høj nok, det skal nok komme. En sidebemærkning er at dette IKKE gælder for agurkeplanter, de bryder sig ikke om at få forstyrret stammen - bliver den våd, så rådner den. 

Hvad gør man typisk forkert ved forspiring af tomater?

1: For lidt eller for meget vand. Drukning eller udtørring har ca samme effekt – planten dør. Så sørg for at vande nedefra, så de altid har lidt vand, men lad dem ikke fast sejle rundt i en balje af vand.

2: Ompotter for sent. Du tror alt er vel men i virkeligheden vil din plante have enorm gavn af at ryge i en større potte. Så skal du se der sker noget.

3: Planten bliver tynd og spinkel. Den er sværere at løse – men det handler om at din plante skyder i luften for hurtigt. Det letteste at gøre er at sætte planten langt nede i jorden hver gang du ompotter, også når de plantes ud i jorden eller plantesæk. Dvs. det der før var over jorden må godt komme under. Så slår den rødder på stænglen og får endnu mere solid fundament.

4: Min planter knækker… Der kan være brug for støttepinde. Byggemarkeder har billige pinde, men ellers er der masser i naturen. Skulle uheldet være ude og den knækker, men den knækkede gren stadig hænger fast i planten, så er de overraskende sejlivede. Du kan simpelthen tape grenen fast, så længe der blot er lidt der hænger ved i planten. Vi har knækket en plante tæt ved roden (knækkede halvt af) og alligevel fået massevis af tomater sommeren over, med lidt tape til hjælp.

5: Manglende brug af gødning. Planterne ELSKER gødning. Det i sig selv er også en videnskab. Først og fremmest er det vigtigt ikke at gøde for meget – man kan brænde planten af. Når en plante lige er ompottet i ny/ekstra plantesækjord, så er der i forvejen gødning i, så vent 3-4 uger med at gøde. Når du så går i gang med at gøde, så hold de anbefalinger der er angivet. Du kan langsomt trappe op hvis du ønsker. Gødning defineres via tre værdier; NPK. Det står for nitrogen (kvælstof), phosphor (fosfat) og kalium, og angivelserne på gødningen viser det indbyrdes forhold. Hornum har fx 4-1-7 i deres tomatgødning. Det er ikke 100% afgørende, men du vil opleve at værdierne typisk er forskellige ift. om det er til chili, agurk eller tomater.

Tomatord

Hvad er en F1 tomat?

Overordnet findes der to typer tomater, Frøægte og F1. Frøægte betyder at man kan tage frø af tomaten og få samme plante og tomat. En F1 er et miks af forskellige tomater, og tager man frø fra den, så kan man ikke forvente at det bliver samme tomat næste år. F1 tomater er typisk lavet for at give en bedre smag, udseende eller anden egenskab. F1 kaldes også en hybrid, da den typisk er "sammensat" af to forskellige tomater - så de gode egenskaber fra hver af tomaterne flyttes over i en lækker tomat. Favorita er et godt eksempel på en F1 hybrid tomat. En rød cherry tomat med vanvittig god smag.

Hvad er at prikle?

At prikle er blot et andet ord for at ompotte. Dvs. flytte en plante over i en større potte.

Hvad er henkogning?

Man kan henkoge tomater, så de kan gemmes. Det gøres typisk i et sylteglas i ovnen, og ved at henkoge har man tomater til brug til sovs mv i vinterhalvåret. Har du en række tomatplanter, så spiser du gladeligt dem alle i starten, men når de alle giver godt, så er der mere end du kan nå at spise. Så skal der gang i tomatopskrifterne og henkogning er en rigtig god måde at opbevare og gemme tomater, så du i løbet af efteråret og vinteren stadig kan nyde smagen af de lækre tomater.

Hvordan fermenterer man? 

Når man tager frø fra tomater, så bør de fermenteres, for at mindske ift. sygdomme, og for at fjerne hinden om tomaten, der begrænser den i at udvikle sig til en plante. Fermentering af tomatfrø handler kort fortalt om at tage frø fra en moden tomat, placere frøene i et glas vand, lade de stå i 3-4 dage og røre i det dagligt. Når det begynder at lugte lidt gæret, så tages frø op og tørres på fx bagepapir. ”Slimen” fra tomaten skal ikke være på frøene, er tidspunktet korrekt, så bør det være relativt let at få slimen væk. Fermentering kan også tænkes som tørring af frø, men på den rette måde.

Brug ikke alt for meget vand, da det forlænger processen, før det gæres. 

Hvornår skal man så tomatfrø?

Det kan krible i fingrene for at komme igang med forspiring, men du bør ikke gå i gang med at forspire tomater før marts måned. Nogle bruger kvindernes kampdag som pejlemærke, mens andre forspirrer i sidste halvdel af marts, eller i april måned. 

Skal planterne i drivhus kan du starte lidt tidligere, da du tidligere kan sætte planterne ud. Dvs drivhustomaterne skal sås først i marts, og frilandstomaterne sås i midt marts til først i april.

De bør først sættes ud når der er garanti for mindst 7 grader døgnet rundt, og mange bruger huskereglen at tomater kan sættes ud på Mors dag (og agurker på fars dag).

Er tomater 1-årige?

Det korte svar er; Ja! Når du sår et frø, typisk i foråret, og nyder godt af en masse tomater sommeren over, så er planten som udgangspunkt færdig med at producere. Men der er en mulighed for at føre planten videre ind i næste sæson, nemlig ved at tage en stikling. Tomatplanter har en fantastisk evne til at slå rødder, så du kan klippe en gren af og sætte den i en potte indenfor. Sørg for vand og varme, og du kan forvente at den afklippede gren slår rødder og laver en ny plante. Der er dog for lang tid til den kan komme ud, så du kan forvente at gentage processen mindst 1 gang, for at have en plante i den rette størrelse til når det bliver tid til at plante ud i maj måned. 

Køb tomatfrø online her

Uanset om du søger tomater til drivhus eller tomatfrø til friland, tomater til altan, cherrytomater, blommetomater eller andet, så gør vi vores ypperste for at have et godt udvalg med lidt at vælge mellem. De er alle professionelt fremstillet af erfarne avlere, og vi køber ind i bl.a. Italien, Holland,  Tyskland for at du kan købe de lækreste tomater online.

Har du ønsker til sorter er du meget velkommen til at kontakte os. Der findes mange tusinde tomatsorter, men vi er altid lydhør overfor forslag, da vi konstant udvider og udvikler sortimentet. Vi har selv en stor passion for tomater, så vi kan slet ikke lade være!

Skriv, hvad du søger og tryk "Enter"

x
x