Skorzonerrod - den sorte rod
Botanisk set hører skorzonerrod til kurvblomstfamilien ligesom f.eks. salat og artiskok. Slægten hedder Scorzonera og den variant, vi dyrker i haverne er Scorzonera hispanica, der som navnet antyder stammer fra Spanien. Vilde arter vokser stadig i både Europa og Asien.
På tysk hedder skorzonerrod "Schwarzwurzel", hvilket kort og godt betyder "sort rod" og det er lige præcis sådan en skorzonerrod ser ud. Sort, slank og lang.
Den går også under tilnavnet fattigmandsasparges fordi dens milde, nøddeagtige smag og konsistens (når den er tilberedt) kan minde om asparges.
Lidt for besværlig?
Skorzonerrod har været dyrket i Danmark i hvert fald siden 1600-tallet og i Tyskland under 2. verdenskrig var den en bevidst del af selvforsyningsstrategien, fordi den er hårdfør og god at opbevare.
I efterkrigstiden gled den dog ud af billedet - og haverne - og jeg mistænker, at det kan skyldes, at den er lidt besværlig. Frø til skorzonerrod er godt nok nemme at så og at få til at spire, men jorden skal gerne være porøs og uden (for mange) sten.
Det er dog under forberedelse til tilberedning, at den for alvor overrasker den, som håndterer roden første gang, for et tredje familiemedlem ud over de nævnte (salat og artiskok) er mælkebøtte og den hvide, klistrede mælkebøttesaft har de to til fælles.
I mit eget køkken tager jeg latexhandsker på, når jeg skal håndtere skorzonerrod, og ligesom med rødbeder sørger jeg for at så meget som muligt af håndteringen foregår nede i vasken!
Fortjener en renæssance
Trods skorzonerrodens måske lidt umedgørlige natur fortjener den en renæssance. Det har den da efterhånden også fået på f.eks. gourmetrestauranter, men det mangler lidt i køkkenhaverne.
Den er en sjov og anderledes grøntsag at kunne høste og er du så heldig at finde dem til salg et sted, vil du opdage, at det i sandhed også er en grøntsag, det kan betale sig at dyrke, for du kan næppe købe den til under 100 kroner kiloet - og af det kilo forsvinder en del ved skrælning!
God fornøjelse med dyrkningen!
/David