Tomat 'Kajsa Sweet F1'

Tomat 'Kajsa Sweet F1'

Normalpris28,00 kr
/
Inklusive moms

Kajsa Sweet F1 er en orange mini San Marzano, som er meget velsmagende.

Forvent store mængder tomater, planten sætter mange klaser med de flotte orange tomater, og har samtidig en lang sæson, da denne lækre tomat er en af de første der modner.

Et af de punkter hvor Kajsa Sweet skiller sig ud, er hvor lækker sprød tomaten er. Mange tomater har et ret tyndt skind, men her er der tale om en tomat, hvor man ikke får samme fornemmelse for at få skind i munden. Sprød og lækker.

Smagsmæssigt er den i den søde ende, og du kan forvente at både børn og voksne synes godt om den.

Tomaten udmærker sig også ved at være yderst velegnet til situationer hvor der ikke skal være for "våde" tomater. Fx en den mere holdbar i en madpakke, da dens sprødhed gør den mere solid.

Her på Frøsnapperen er det en blandt favoritter, og kommer helt sikkert med i udvalget de kommende år. Flot form, flot farve, lækker smag, solid og skiller sig ud fra de andre tomater med sin sprødhed - et sikkert hit!

Tomaterne fra Kajsa Sweet F1 vejer 15–20 g. Da tomaten er en hybrid kan du ikke tage frø af en tomat og forvente samme tomater året efter. Hybrider er ofte kendetegnet ved de mange gode egenskaber, hvilket gør dem mere attraktive.

Antal frø i pose: 10 frø

Latinsk betegnelse: Solanum lycopersicum

 

SÅVEJLEDNING - Tomat

Tomater er varmekrævende planter, og derfor dyrkes de ofte i drivhuset. Dog er der flere tomatsorter, der godt kan dyrkes udenfor drivhuset - bare der er læ og masser af sol. Det betyder, at man godt kan have tomater på fx terrassen eller altanen (hvis der ellers er læ og sol). Dog er store blommetomater og bøftomater ikke velegnede udenfor drivhuset.

Tomat trives i de fleste jordtyper. Jorden må ikke være for fugtig, men tomatplanten må heller ikke mangle vand. Derudover skal planten have en kraftig pind, fx en stærk bambuspind, at støtte sig op ad.

Så tomatfrøene i små bakker eller potter. Sørg for at holde frøene varme og fugtige, indtil de spirer. Stil dem et lunt sted, fx i nærheden af en radiator, gulvvarme eller en varm vindueskarm.

Tomatfrø spirer forholdsvis hurtigt, så efter en uges tid står du med en masse spirer. Og når de er spiret, må de ikke have det for varmt - til gengæld skal de have masser af lys. Giv planterne mest muligt lys ved at stille dem i en sydvendt vindueskarm ved ca. 18–20° C. Hvis planterne får for meget varme, bliver de ranglede.

Når du udplanter dine tomatplanter i enten drivhus eller på friland, kan du plante dem enten direkte i jorden, i kapilærkasser eller krukker - og naturligvis i højbede, når vi taler friland. Se udplantningstidspunkt nedenfor.

Herefter skal du blot sørge for, at tomaterne får vand, gødning og bliver knibet. Med “knibe” mener jeg, at du skal fjerne sideskudene fra buskhjørnerne på dine tomatplanter. Medmindre der er tale om en busktomat. Busktomater skal ikke knibes, da de kun bliver en meters penge i højden og dermed skal opnå en busket form for at sætte tilstrækkeligt med tomater.

Med hensyn til gødning er det klart nemmest at tilsætte flydende gødning i dine vandinger.

Såtidspunkt: Drivhustomater: Indendøre fra starten af marts. Frilandstomater: Indendøre fra midt i marts til først i april.

Sådybde: ½-1 cm

Udplantningstidspunkt: Drivhustomater: Fra først til midt i maj. Frilandstomater: Fra midt i maj til først i juni afhængig af, hvornår faren for nattefrost er ovre.

Planteafstand: 70 cm

Gødningsbehov: Stort

Du vil måske også være interesseret i:


Se for nyligt