Sådan laver du Danmarks billigste højbed

Jeg er blevet meget begejstret for små, simple højbedsrammer. Jeg har også almindelige grave- og trampefrie højbede, hvor jeg har løsnet jorden to spadestik dybt, hvorefter de ikke skal graves igen (nogensinde) og man må heller ikke betræde dem (nogensinde).

De højbede - uden rammer - er også gode, men det har alligevel nogle fordele, at komme bare en lille smule op i højden, hvilket rammerne sikrer. Arbejdsstillingen er noget bedre, når man kan sidde på kanten af rammen frem for at skulle ligge og kravle rundt på alle fire mellem bedene.

Jeg kalder mine højbede Danmarks billigste fordi, jeg ikke kan forestille mig,  hvordan man - og med "man" mener jeg alle og enhver - ellers kan lave et bed i den størrelse så billigt: 300 kroner (Jem & Fix-priser sommeren 2024)

Jeg bruger noget nær det billigste træ man kan købe: Ubehandlede, høvlede forskallingsbrædder i målene 22 x 10 (tykkelse x bredde). Mine bede er 1,2 meter brede (udvendigt mål - indvendigt er de 1,1 meter) og 3,6 meter lange.

Til ét bed skal jeg bruge 6 brædder á 3,6 meter, 2 brædder á 2,4 meter, 1 lægte á 2,4 meter og 56 skruer. Jeg bruger 5 x 50 mm skruer.

Jeg behandler ikke bedene og det betyder naturligvis, at holdbarheden er begrænset, men jeg har skrevet og talt med folk, som har brugt samme materialer og har haft deres bede i både 5, 8 og 10 år.

Et alternativ er at bruge noget dyrere træ - f.eks. lærk eller ovntørret eg (hvis der virkelig skal bruges penge!) - men personligt foretrækker jeg en billigere løsning.

Det passer bedre til både min pengepung og mit temperament: Der sker altid noget i min have, så det er jo slet ikke sikkert, at jeg vil have højbede om et par år - og så er det surt at have brugt mange tusinde kroner på dem!

Jeg har lige lavet en hurtig håndtegning med målene på de forskellige træstykker og hvor, der skal bores for. Den finder du her:

Frøsnapperens højbede - indkøbsliste & mål

Hvis du selv kaster dig ud i et højbedsprojekt, så god fornøjelse med det!


Skriv en kommentar

Vær opmærksom på at kommentarer skal godkendes inden offentliggørelse for at undgå spam-robotter

'

Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.


You may also like

Sub Blog posts

Se alt
Example blog post
Example blog post
Example blog post