Frø til Hjulkrone

Hjulkrone er en sand insektmagnet og tiltrækker især bier. I 1990'erne og 2000'erne blev den desuden, som en del af det nye nordiske køkken, populær i køkkenerne. I dag frarådes det dog, at den spises. Læs mere om Hjulkrone nederst på siden.

    Filtrer
      1 produkt

       

      Hjulkrone - en gammel følgesvend

      Hjulkrone, eller Borago officinalis, er en plante, der givetvis har fulgt menneskene i årtusinder. Den stammer fra middelhavsområdet og kilder fra både oldtidens Grækenland nævner den som en del af datidens medicinske urter, hvilket "officinalis" i dens videnskabelige navn også viser. Ordet betyder noget i retning af "apotek" på latin og bruges til at betegne planter, som er eller har været anerkendt som lægeplanter.

      Efter sigende skulle Hjulkrone kunne lette humøret og bringe glæde og mod!

      Ind i køkkenet - og ud igen

      I moderne tid fik Hjulkrone en renæssance i det nye nordiske køkken, hvor der blandt andet blev sat fokus på spiselige blomster. Hjulkrone var en af de første planter, jeg købte frø til, da jeg i 2007 erhvervede mig en kolonihave i Odense - sammen med en del andre af de "nye" - eller genopdagede - spiselige planter.

      Hjulkroneblomster smager faktisk ganske godt med deres friske, agurkeagtige smag. Jeg må dog nok erkende, at jeg ganske hurtigt hoppede af spiselige blomster-bølgen igen og hvad angår Hjulkrone skyldtes det, at den er lidt lodden, hvilket jeg ikke rigtig bryder mig om at få i munden!

      I dag fraråder Fødevarestyrelsen at bruge Hjulkrone i madlavning, da den indeholder såkaldte pyrrolizidinalkaloider, der er kræftfremkaldende og kan forårsage leverskader, hvis de indtages i større mængder.

      Hjulkrone står højt på biernes menukort

      At vi mennesker bør fjerne den fra vores menukort, bør dog naturligvis ikke gå ud over bierne, som har Hjulkrone stående meget højt på deres!

      Det er en af de planter, som tiltrækker et stort antal insekter og der er hele tiden nye blomster at komme efter, for Hjulkrones blomster er måske nok kortlivede, men til gengæld sætter den nye blomster i lang periode.

      Derudover er det en virkelig fin plante, som passer godt ind i både den vilde og den velordnede have.

      God fornøjelse med dyrkningen!

      /David