Skøn mos & forlorne bøffer
Selleri er nok ikke manges favoritgrøntsag. Jeg er selv helt vild med selleri og jeg bruger flittigt både blad- og knoldselleri i madlavningen. Jeg er endda efterhånden blevet så voksen, at jeg synes tynde skiver bladselleri er virkelig lækkert i salat og mos af kartofler og knoldselleri er noget af et bedste tilbehør, man kan servere for mig om vinteren.
Min far, derimod, var en af de mange, som havde barndomstraumer over knoldselleri. Min farmor servede dem som forlorne hakkebøffer i fad - komplet med masser af bløde løg og brun sovs. Det gjorde ikke sagen bedre, at hun ofte brugte aftenens måltid til min fars skolemadpakke næste dag, hvis der ikke lige var pålæg.
Rugbrødets kanter blev skåret af og lagt som kant ovenpå skiven, holdt fast med fedt, og så blev der lagt selleribøf, bløde løg og sovs (sic!) ovenpå. Jeg har aldrig hørt min far beskrive konkret, hvordan dén madpakke så ud ved frokosttid, men hans ansigtsudtryk sagde det hele!
En og samme plante
Både bladselleri og knoldselleri stammer fra samme art, Apium graveolens, som efter alt at dømme stammer fra omkring Middelhavet og over mod Centralasien. Selleri har været brugt af mennesker i årtusinder - startende med bladselleri - men det er først i middelalderen, at den for alvor begyndte at vinde udbredelse og man begyndte målrettet at fremavle selleri med store, glatte knolde - eller så glatte som muligt.
Selvom både knoldseller og bladselleri stammer fra samme art er der stor forskel på smagen. Bladselleri har en frisk og sprød smag og kan bruges rå såvel som i gryderetter, mens knoldselleri er mere jordnær og kraftfuld i smagen og mest bruges i tilberedt tilstand. VEd tilberedning får knoldselleri en meget mere mild og sød smag - især når den bliver bagt eller pureret.
Bladselleri - en detox-darling
Selvom jeg er glad for selleri og efterhånden også kan lide rå bladselleri (hvilket i mine yngre dage var noget jeg ellers undgik for enhver pris), så løftede jeg alligevel et øjenbryn da detox-bølgen for alvor skyllede ind over os for år tilbage og juice blev det nye sort.
Her blev bladselleri pludselig hot fordi juice med bladselleri - jo mere af det jo bedre - efter sigende skulle kunne balancere mavefloraen, rense leveren og give klarere hud. Det er der sådan set ikke videnskabeligt belæg for (i det hele taget er der ikke meget videnskabelig belæg for detox-bølgen), men jeg har smagt sådan en juice med heftige mængder bladselleri og det levede i hvert fald op til den ene del af min gamle gymnasiekammerat, Kaspers, motto i træningscentret: No pain, no gain - intet fremskridt uden smerte!
Når dét er sagt, så er bladselleri rig på vitaminer som K og C samt mineraler som kalium og folat. Den er desuden kalorielet og fiberrig.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David