Tema: Solsikker til buketter og skærehaven

Ikke alle solsikker egner sig lige godt til buketter. Her finder du sorter med passende blomsterhoveder, stærke stængler og andre egenskaber, som gør dem velegnede til skærehaven. Nederst på siden kan du læse mere om valg af sorter samt forskellen på pollenfri, enstænglede og forgrenede solsikker.

    Filtrer
      6 produkter
      Solsikke 'ProCut Plum F1' - Frøsnapperen.dk
      Solsikke 'ProCut Plum F1'
      25,00 kr
      Solsikke 'Red Sun' - Frøsnapperen.dk
      Solsikke 'Red Sun'
      22,00 kr
      Solsikke 'ProCut White Nite F1' - Frøsnapperen.dk
      Solsikke 'ProCut White Nite F1'
      28,00 kr
      På tilbud
      M.h.t.: 07.2027
      Solsikke 'Ring of Fire' - Frøsnapperen.dk
      Solsikke 'Ring of Fire'
      Normalpris 25,00 kr Udsalgspris12,50 kr Spar 12,50 kr
      Solsikke 'Vanilla Ice' - Frøsnapperen.dk
      Solsikke 'Vanilla Ice'
      23,00 kr
      Solsikke 'ProCut Orange Excel F1' closeup
      Solsikke 'ProCut Orange Excel F1'
      25,00 kr


      Sådan vælger du solsikker til buketter

      Solsikker hører absolut til i kategorien ”let”, hvad angår sværhedsgrad i dyrkning. Det er store, reelle frø, som er nemme at håndtere. De spirer hurtigt, hvilket vil sige helt ned til 5-10 dage, hvis forholdene er gode: jævnt fugtig jord og 20-24 grader. Derfor er solsikkefrø også et godt valg, hvis du først lige er begyndt at dyrke blomster til buketter.

      Tiden fra såning til blomst hører også til i den lave ende. Typisk blomstrer en solsikke 10-14 uger efter såning, men nogle af de professionelle sorter som ProCut eller Sunrich kan under de rette forhold blomstre allerede efter lidt over 8 uger.

      Alt dette gør solsikker til fremragende snitblomster – med det lille forbehold, at nogle sorter er mere velegnede end andre. Og nogle er ligefrem decideret uegnede!

      4 ting, der kendetegner en god solsikke til skærehaven

      Solsikker kan blive decideret gigantiske! Det er ikke usædvanligt at se eksemplarer, som er både 2 og 3+ meter høje med blomster så store, at selv en velvoksen wienerschnitzel ville se lille ud, hvis blomsten blev brugt som tallerken!

      Det er selvsagt ikke denne type solsikker, du skal gå efter, hvis du gerne vil dyrke snitblomster. I stedet kan du med fordel gå efter frø til solsikker, som har en eller flere af disse egenskaber:

      • Blomster i en passende størrelse
        Nu er ”passende” naturligvis elastik i metermål, men pointen er, at blomsterne ikke skal være så store, at stænglen har svært ved at bære dem. Det skal også ses i relation til andre blomster, som dine solsikker skal passe sammen i buketter med. Blomsterhovedet skal være lille nok til at indgå i en buket uden at dominere.

        En lille, men vigtig detalje i forhold til blomsterstørrelse er, at du selv kan være med til at påvirke den: Jo mindre afstand, der er mellem de enkelte planter, jo mindre bliver blomsterne.

      • Opadvendte blomster
        Opadvendte eller let skråtstillede blomster er nemmere at bruge i buketter end hoveder, der hænger. Blomstens retning hænger ikke kun sammen med dens størrelse og hvor kraftig stænglen er, men er også genetisk bestemt. Producenterne arbejder i forædlingen bevidst med at udvælge planter, hvis blomster peger opad.

      • Stærke stængler
        Hvis din skærehave skal omfatte solsikker, er det en god idé at gå efter sorter med lange, lige og stærke stængler. Stænglen skal være kraftig nok til at bære blomsten, men helst ikke så tyk, at den bliver vanskelig at arrangere sammen med andre blomster.

      • Pollenfri blomster
        Udtrykket ”pollenfri” ville få insekter og bestøvere til at brokke sig højtlydt, hvis de kunne læse. Og tale, naturligvis... Men det skal med under anbefalinger af solsikker til skærehaven, fordi solsikker, der drysser pollen, virkelig er noget rod på tøjet, dugen, gulvtæppet eller det ubehandlede træbord.
        Samtidig skal man også huske, at pollenfri solsikker stadig har nektar, som insekterne kan mæske sig i. Sørg for at gøre insekterne glade med pollenrige alternativer – så kan du dyrke pollenfrie solsikker med god samvittighed

      Et sidste forhold, du skal tage i betragtning, når du ser efter solsikkefrø til buketblomster, er om planten er enstænglet eller forgrenet. Det vil sige om den sætter én blomst eller om den sætter mange grene med hver deres blomst.

      Der er fordele og potentielle ulemper ved begge varianter: Forgrenede solsikker giver dig flere blomster over en længere periode, men har ofte svagere stængler end de enstænglede og større variation i blomsternes udseende.

      De enstænglede giver i sagens natur kun én blomst, som så til gengæld er mere ensartet planterne imellem.

      Den gode løsning er ofte at dyrke begge typer. De forgrenede sorter leverer flere blomster over en længere periode, mens de enstænglede med fordel kan sås i nye hold med 10–14 dages mellemrum gennem sæsonen.

      God fornøjelse med dyrkningen af solsikker til skærehaven!

      /David