Ukrudtsdug
Vores kraftige ukrudtsdug holder i mange år og er efter vores mening en undværlig del af en veldrevet køkkenhave. Læs mere om, hvordan du (også) kan bruge ukrudtsdugen, nederst på denne side.
Vores kraftige ukrudtsdug holder i mange år og er efter vores mening en undværlig del af en veldrevet køkkenhave. Læs mere om, hvordan du (også) kan bruge ukrudtsdugen, nederst på denne side.
Hvis man spørger tilfældige personer, hvad man bruger ukrudtsdug til, vil de fleste nok svare, at det er sådan noget, man lægger under havefliser eller under løs belægning som f.eks. flis, granitskærver, perlesten og så videre.
De formål er den ukrudtsdug, vi forhandler her hos Frøsnapperen, sådan set også rigtig god til, men i min egen køkkenhave bliver ukrudtsdug brugt langt mere aktivt. Det er noget, som bliver lagt på, flyttet, fjernet og lagt på igen - i ét væk!
Jorden i køkkenhaven bør så vidt, det er muligt, aldrig være bar. Allerhelst skal der altid vokse en afgrøde, men det er en anelse vanskeligt at sikre om vinteren.
Før i tiden gjorde jeg som de fleste andre: Jeg lod min jord ligge sort og gold vinteren over, indtil jeg i det tidlige forår gravede mine bede igennem. De tider er forlængst forbi - blandt andet takket været ukrudtsdug.
I dag starter min forberedelse af næste sæsons bede allerede om efteråret. Efterhånden som bedene tømmes for afgrøder lægger jeg godt med jorddække på: Græsafklip, hækkeafklip, diverse grøntaffald fra haven.
Og så bliver der lagt ukrudtsdug på. Mine bede er omkring 1 meter brede, så Frøsnapperens ukrudtsdug på 1,38 m i bredden, passer perfekt, når der er lidt top på.
Dugen lader vand trænge igennem, men stopper lyset, så nedenunder bliver der et mikroklima, der er rigtig godt for komposteringsprocessen og jordens mikroliv, men virkeligt ringe for ukrudt.
Næste forår bliver dugen fjernet, når bedet skal bruges. Til den tid er langt det meste af det organiske materiale nedbrudt og tilbage er den lækreste jord - lige til at gå til.
En anden smart brug af ukrudtsdug er til etablering af et vedligeholdelsesfrit græskarbed. Det så jeg første gang hos Yen Frydensberg. Min egen have er ganske vist ikke stor nok - men det er naboens!
Frøsnapperens ukrudtsdug på 3,3 meter i bredden er som skabt til et godt, stort græskarbed, men smallere versioner kan naturligvis gøre det.
Du lægger simpelthen ukrudtsdugen direkte ud på f.eks. en stykkke på græsplænen og fæstner den godt - f.eks. med de til formålet beregnede pløkke, som du kan finde her på siden.
Græskarplanterne forspirer du i potter og når de er klar til udplantning, laver du huller i ukrudtsdugen i en passende afstand. Det kan med fordel gøres med en ukrudtsbrænder - på den måde undgår du, at dugen flosser langs hullernes kant.
Græskarplanterne behøver du ikke engang grave ned. Du kan sådan set blot tage dem ud af potterne, sætte dem der, hvor du har lavet huller og så lave en lille jordhøj rundt om dem af et par skovfulde jord. Så skal rødderne nok selv finde ned under ukrudtsdugen gennem hullet.
En sidste ting, jeg gerne bruger ukrudtsdug til, er "ærtestriber" i græsplæner. Det er sådan set hele årsagen til, at Frøsnapperen forhandler ukrudtsdug i 0,5 meters bredde.
Ærtestriberne starter jeg med i november-december, hvor jeg lægger et passende antal meter ukrudtsdug ud direkte på græsplæne. Det bliver sat godt fast med plastpløkker og så bliver det sådan set bare liggende frem til næste forår, hvor det er tid til at så ærter.
Til den tid fjerner jeg ukrudtsdugen og så er der et såklart bed i en bredde, der passer perfekt til en dobbeltrække ærter med 15 cm mellem hver række.
Når de sidste ærter er høstet kan du lade græsset gro tilbage (eventuelt hjulpet af lidt græsfrø) eller måske udplante noget andet sjovt. Vil du bruge samme område til ærter næste år, så kan du gentage processen med ukrudtsdugen.
Den ukrudtsdug, vi forhandler hos Frøsnapperen er en professionel kvalitet, som blandt andet bruges på frilandsgartnerier som underlag på områder, hvor der dyrkes i potter på friland.
Med en lysbestandighed på 800 kLy vil dugen kunne holde 3 år uden at famle, hvis den ligger ude hele året uden nogen form for solbeskyttelse eller skygge.
I praksis holder dugen dog meget, meget længere, da den næppe nogensinde kommer til at ligge helt frit år ud og år ind.
/David