Tomat 'Favorita'
‘Favorita’ tomaten er kendt og anerkendt for sin utrolig gode smag. Du kender måske navnet hvis du har købt planer, men nu har også muligheden for at købe Favorita tomatfrø, så du selv kan så og dyrke den velsmagende cherry tomat.
Favorita er en rød cherrytomat, og når de er modne vejer de ca 20 gr. Planten er indeterminant, hvilket betyder at du skal sørge for at beskære og nippe, så planten bruger sin energi på at lave de lækre tomater, frem for at blive størst muligt. Smagen er i den meget søde og smagfulde ende på en helt fantastisk måde. Det er virkelig en lækker tomat, og i en tomatsalat blandet med andre sorter er man aldrig i tvivl om hvornår det er en Favorita man får i munden. Det skyldes ikke kun smagen, men også den power, der er på smagen.
Favorita som plante er også fantastisk, da cherry tomaterne kommer på flotte ranke med lange klaser. Så der er noget for både øjne og mund.
På grund af den søde og gode smag er Favorita et hit til både børn og voksne - udfordringen er at få tomaterne fra planten og videre ind på bordet, for du kommer til at spise nogle på vejen. Heldigvis er udbyttet fra Favorita over middel.
Favorita planten er højtydende, der kommer mange tomater i løbet af sommeren. Det er samtidig en tomat, der ikke revner. En sommer med megen regn og skift i vejr ser vi mange tomater revne, men det var under 5 Favorita tomater, der samlet set revnede. Enormt stabil og driftsikker lækker tomat.
Det er en yderst populær tomat, hvilket dog ikke gør frøene til de billigste blandt sorterne - bemærk derfor, at der er 5 frø i denne pakke.
Favorita tomatfrø har en spireprocent på hele 98%, så du får meget ud af få frø.
Kan både dyrkes i drivhus og på friland. Se såvejledning nedenfor.
Antal frø i pose: 5 frø
Latinsk betegnelse: Solanum lycopersicum
SÅVEJLEDNING - Tomat
Tomater er varmekrævende planter, og derfor dyrkes de ofte i drivhuset. Dog er der flere tomatsorter, der godt kan dyrkes udenfor drivhuset - bare der er læ og masser af sol. Det betyder, at man godt kan have tomater på fx terrassen eller altanen (hvis der ellers er læ og sol). Dog er store blommetomater og bøftomater ikke velegnede udenfor drivhuset.
Tomat trives i de fleste jordtyper. Jorden må ikke være for fugtig, men tomatplanten må heller ikke mangle vand. Derudover skal planten have en kraftig pind, fx en stærk bambuspind, at støtte sig op ad.
Så tomatfrøene i små bakker eller potter. Sørg for at holde frøene varme og fugtige, indtil de spirer. Stil dem et lunt sted, fx i nærheden af en radiator, gulvvarme eller en varm vindueskarm.
Tomatfrø spirer forholdsvis hurtigt, så efter en uges tid står du med en masse spirer. Og når de er spiret, må de ikke have det for varmt - til gengæld skal de have masser af lys. Giv planterne mest muligt lys ved at stille dem i en sydvendt vindueskarm ved ca. 18–20° C. Hvis planterne får for meget varme, bliver de ranglede.
Når du udplanter dine tomatplanter i enten drivhus eller på friland, kan du plante dem enten direkte i jorden, i kapilærkasser eller krukker - og naturligvis i højbede, når vi taler friland. Se udplantningstidspunkt nedenfor.
Herefter skal du blot sørge for, at tomaterne får vand, gødning og bliver knibet. Med “knibe” mener jeg, at du skal fjerne sideskudene fra buskhjørnerne på dine tomatplanter. Medmindre der er tale om en busktomat. Busktomater skal ikke knibes, da de kun bliver en meters penge i højden og dermed skal opnå en busket form for at sætte tilstrækkeligt med tomater.
Med hensyn til gødning er det klart nemmest at tilsætte flydende gødning i dine vandinger.
Såtidspunkt: Drivhustomater: Indendøre fra starten af marts. Frilandstomater: Indendøre fra midt i marts til først i april.
Sådybde: ½-1 cm
Udplantningstidspunkt: Drivhustomater: Fra først til midt i maj. Frilandstomater: Fra midt i maj til først i juni afhængig af, hvornår faren for nattefrost er ovre.
Planteafstand: 70 cm
Gødningsbehov: Stort