Ærter frembringer søde minder fra barndommen hos de fleste. Hvor mange gange har man ikke siddet i familiens skød og bælget ærter for så at proppe de søde kugler i munden? Ærter er desuden gode for din jord i køkkenhaven. Læs mere om ærter nederst på denne side.
Da jeg første gang - i 7. eller 8. klasse - fik overtalt mine absolut have-uinteresserede forældre til, at jeg måtte fjerne omkring 6 m2 græs for at lave en lille køkkenhave, var en af de primære årsager, at jeg ville dyrke ærter.
I min familie er jordbær naturligvis altid blevet opfattet som lækre, og vi stoppede da også, hvis vi i sæsonen kom forbi en jordbær-vejbod og lige havde tid. En ærtebod, derimod! Dem kørte vi om nødvendigt omveje for, så vi kunne sidde i bilen og gnaske ærter - med begejstrede udråb, når man fik fat i en bælg med ærter i den helt optimale størrelse.
Hvis du står i haven ved dit ærtebed og føler historiens vingesus, så er det nok ikke (kun) indbildning. Ærter er nemlig en af de afgrøder, der har været dyrket længst - 8-10.000 år er nok ikke helt skævt.
Ærtesupper og ærtegrød er det, vi først brugte ærter til og det skyldes givetvis, at ærter er gode at gemme til den lange vinter, så det at spise dem umodne (som er det, vi gør, når vi spiser den rå) er lidt af en luksus der kræver, at man er helt sikker på, at have mad nok til vinteren.
Marværter er det, de fleste nok tænker på, hvis de tænker på ærter - hvad enten de ser den den enkelte ært for sig eller bælgen. Det er de helt almindelige ærter, som man enten kan spise afbælge og spise rå, man kan blanchere og fryse dem (stadig uden bælg) eller man kan lade dem sidde og modne helt og så bruge dem til f.eks. suppe.
Man skal dog lige være opmærksom på, at det ikke er alle marværter, som egner sig til at blive tørret og gemt. De moderne, søde marværter er udviklet til at blive spist eller frosset friske. Her hos Frøsnapperen har vi i skrivende stund desværre ikke ærter, der egner sig til tørring, men det står på to do-listen at skaffe dem!
Sukkerærter spises udelukkende friske (eller igen: de kan blancheres og fryses). Denne ærtetype har en tynd bælg og små ærter og man spiser det hele.
Snapærter er en mellemting mellem marværter og sukkerærter. Ligesom sukkerærter spiser man dem friske og hele - med bælg. De har små ærter men en tyk og saftig bælg. De ligner lidt sukkerærter, der er blevet lidt for store, men sådan skal de se ud.
Hvis du har læst vores kategoribeskrivelse under bønner (eller ved lidt om bønner i forvejen), så vil du vide, at man skelner både mellem typen af selve bønnen - ligesom med ærterne herover - og så typen af plante, d.v.s. dens vækst.
Sådan er det ikke med ærter. Man taler ikke om "buskærter", "stangærter" og så videre selvom det faktisk ville give ganske god mening, for der er rent faktisk stor forskel på de forskellige ærters højde. Nogle er så små, at de kan støtte hinanden, andre bliver helt op til 2 meter høje og skal i dén grad have noget at vokse op ad, hvis det ikke skal ende i kaos.
Igen har vi her hos Frøsnapperen en opgave, for de høje ærter, der typisk er de gamle arvesorter, har vi endnu ikke i sortiment. Det kommer!
Som nævnt er der ærtersorter, som bliver så lave, at de strengt taget kan klare sig uden støtte. De er udviklet til professionel markdyrkning, hvor man ikke kan rende rundt og rode med pinde, net eller anden støtte.
Jeg dog sige, at jeg flere gange har prøvet ærtebede uden støtte og jeg kan slet ikke overskue det. Det bliver noget frygteligt kaos og de år, hvor der er lige lovligt mange dræbersnegle går det hele galt, for der er nærmest ikke noget bedre sted at gemme sig for en snegl (eller 500) end i et sammenfiltret ærtebed.
Det er slut i min have. Bum!
Der er mange kunstfærdige og smarte måde at støtte sine ærter på. Selv bruger jeg den nok ældste, efter min mening nemmeste og i hvert fald biligste metode: Grene.
I efteråret går jeg på grenejagt i hegn, skove, naboernes haver og omkring den lokale sportsplads. Og jeg tager gode grene med hjem, når jeg alligevel går tur.
Jeg går efter forholdsvis lige grene på 80-120 cm og en lillefinger til en tommerfingers tykkelse. Når jeg sår eller sætter forspirede ærter, går jeg det i to tætte rækker (ca. 15 cm afstand) og med max. 1 cm mellem hver plante i en række. Efterhånden som ærterne vokser, sætter jeg så mine grene ned i midten af rækkerne.
Der er ikke noget system; jeg sætte bare grene efterhånden som plantene vokser og kun de steder, hvor jeg kan se, at der er behov.
Det kommer, kan jeg godt afsløre, til at se rasende godt og autentisk ud, når planterne er fuldt udvoksede!
Atter en kæmpe fordel ved ærter - ud over den, som er åbenlys, når man spiser dem - er, at de er jordforbedrende. Ærter er en af de planter, som lever i symbiose med en bakterie, der danner små knolde på dens rødder.
Disse bakterier trækker kvælstof ud af luften, som ærteplanten kan leve af, hvilket vil sige, at den ikke - eller kun i ringe grad - bruger det værdifulde kvælstof i jorden.
Når ærtehøsten er overstået vil den kvælstof, der stadig er bundet til rødderne og planten i sig selv, blive i jorden - såfremt, du ikke fjerner planterester og rødder, naturligvis.
På den måde efterlader ærter dit bed med mere kvælstof end da de kom; til gavn for efterfølgende afgrøder.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David
