Radise 'French Breakfast'

‘French Breakfast’ er måske den hurtigst voksende radise. Du kan nemlig nyde nyhøstede radiser inden for få uger fra såning. French Breakfast har en skarlagenrød farve med en helt hvid spids. Den er lang og slank, dejligt sprød og har en mild og krydret smag.
Det britiske haveselskab, Royal Horticultural Society, har givet French Breakfast en udmærkelse for den lækre tekstur og de gode groegenskaber. Der går lige omkring fire uger fra såning til høst.
French Breakfast optager ganske lidt plads, er egnet til dyrkning i krukker, potter og kasser og samtidig en god afgrøde at prøve, hvis du er ny inden for hjemmedyrkning og gerne vil se hurtige resultater.
Du får her frø til French Breakfast 3.
Kort dyrknings-info
Læs en detaljeret vejledning nederst på siden-
Forspiring : Ikke egnet
-
Direkte såning : Mar, Apr, Maj
-
Sådybde : 1 cm
-
Planteafstand : 3-5 cm
-
Rækkeafstand : 15-20 cm
-
Høsttid : Apr, Maj, Jun
-
Plantehøjde: 15cm - 20cm
Mere information


Radiser er indbegrebet af dansk forår og en af de afgrøder, jeg sår allerførst - ofte i drivhuset. Radiser er i øvrigt bedst om foråret og kan være vanskelige at dyrke i højsommeren, hvor der er for varmt, for tørt og for lyst.
Forspiring
Jeg forspirer noget nær alt, men lige med radiser, der giver det ikke meget mening. De spirer og vokser hurtigt, så de skal blot sås direkte.
Direkte såning
Så tyndt så snart du kan komme til det! Og det vil altså i milde vintre sige så tidligt som januar/februar, hvis du sår i drivhus. Med lidt held - vil du kunne høste allerede i marts/april.
Derudover er der vist ikke meget andet at sige end: Så hist og pist og ofte. Så sikrer du dig en lind strøm af radiser.
Gødning og vanding
Radiser kræver ikke gødning. Helt almindelig havejord er tilstrækkeligt. Vand må de derimod ikke mangle - og det er også en af årsagerne til, at de der vanskelige at dyrke med gode resultater om sommeren. Mangler de vand bliver de bitre og træede.
Høst
Radiser kan ofte høstes allerede 3-4 uger efter såning; naturligvis afhængig af sort og vækstforhold. Høst radiserne inden de bliver alt for store, hvilket igen giver risiko for, at de bliver bitre og træede.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David