Artiskokker er både en delikatesse fra køkkenhaven og en smuk blomst i prydhaven for artiskok er egentlig en staude, som springer ud med store, flotte blomster, hvis man lader den passe sig selv. Det er dog vanskeligt, for nøj, hvor smager dens blomsterknopper godt! Læs mere om artiskokker nederst på siden.
For mig er artiskokker indbegrebet af min barndom. Så snart artiskokhovederne kom på hylderne i de lokale supermarkeder købte min mor dem ugentligt og jeg var voksen og flyttet hjemmefra før jeg smagte de artiskokker, man kan købe på dåse eller glas. Jeg var mildt sagt ikke imponeret - og det er jeg stadigvæk ikke!
Artiskokken stammer fra området omkring middelhavet og har været dyrket som kulturplante i årtusinder.
Jeg kan huske, da jeg som 7-8 årig første gang var sydpå, i Grækenland, og til min store forbløffelse så, at hotellets ubebyggede nabogrund var fyldt med vildt voksende artiskokker. Mest overrasket blev jeg nok over, at det lignede store tidsler.
Artiskokkens tætteste, vilde stamform er kardon, der i øvrigt også kan dyrkes som grøntsag. Slægtskabet ses også i det fulde, videnskabelige navn. Kardon hedder Cynara cardunculus og artiskoks videnskabelige navn er Cynara cardunculus var. scolymus - altså en variant af Cynara cardunculus.
Den almindelige betegnelse for artiskok er dog blot Cynara scolymus og det er også den betegnelse, vi bruger her hos Frøsnapperen.
Det er den uudsprungne blomsterknop, man spiser; eller rettere dele af dem. Mange spiser måske kun hjertet - d.v.s. den helt inderste del, som også omfatter bunden. Det er artiskokhjerter eller bunde, man får på glas og i dåse.
For mig vil det at spise artiskok dog nok altid være en nærmest ritualiseret handling, der omfatter hele blomsterknopppen. Friskkogt!
Det starter med, at man får det dampende varme, nykogte blomsterhoved lagt på tallerkenen. På et sted på kanten af tallerkenen afsætter man en solid klump smør, som drysses med salt.
Så begynder man at pille bladene af ét efter ét og eftersom de er rygende varme lægges de til afkøling rundt på resten af tallerkenens kant. Når der er blade til afkøling hele vejen rundt, udbytter man det først lagte blad med et nyt, varmt og indersiden af det nu afkølede blads bund presses ned imod smøret, hvorefter det "kød", der sidder nederst, skrabes af med fortænderne.
Sådan fortsætter man, blad efter blad, indtil man kommer helt ind til de inderste blade, der til sidst er så tynde og sarte og har så lidt kød på sig, at dén del af ritualet er slut.
Nu sidder man så tilbage med en artiskokbund hvor der (ganske godt fast) sidder en tæt klump af, hvad der kan ligne tætte fimrehår. Det inderste af artiskokken holder vildt godt på varmen og er derfor stadig rygende varm, så det skubber man hen til sine forældre, der befrie den lækre bund for den skoldhede forhindring...
I dag, som voksen, er en dampende varm artiskokbund med lidt smør noget af det ypperste jeg ved. Som barn spiste jeg det ikke og jeg har aldrig rigtig tilgivet mine forældre for ikke at tvinge mig, så jeg indså hvor delikat, det var.
Jeg mistænker dem for, at det passede dem helt fint, at de kunne dele min!
Som du kan læse i såvejledningerne på produktsiderne, så er artiskokker sådan set flerårige, men som udgangspunkt må man regne med, at dyrke dem som 1-årige i Danmark.
Det er dog absolut kun "som udgangspunkt". Med den rette placering og god vinterafdækning, vil artiskokker også kunne være flerårige i Danmark og de hoveder, man kan høste fra en 2.-årsplante (eller 3.- eller 4-års!) er ofte større, end dem, man høster 1. år.
Det kan med andre ord godt betale sig at gøre forsøget.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David
