Lupin 'Avalune Lilac-White'
Lupinen ‘Avalune Lilac-White' er en virkelig flot blomst med nuancer fra mørke-lilla til lys lilla og helt over i hvid. Spidsen er typisk mere grønlig, der bidrager til et fantastisk farvespil.
Det er en flot fler-farvet lupin, som pga de giftige frø og bælge er rigtig god til fx sommerhus, da vildt ikke spiser blomsterne.
Avalune lupinen er 1-årig.
Planen bliver ca 40-50 cm høj.
Lupiner er enormt smukke stauder, men de er også giftige. Særligt frøbælgene er giftige at indtage.
Kort dyrknings-info
- Forspiring : Feb, mar
- Direkte såning : Apr
- Sådybde : 1-2 cm
- Planteafstand : 30-40 cm
- Rækkeafstand : 30-40 cm
- Blomstringstid : Jun, jul, aug, sep
- Plantehøjde : 40-50 cm
Mere information
Lupiner er ikke alene smukke og farverige; de forbedrer også jordens kvælstofindhold og deres kraftige rødder løsner jorden i dybden.
De oprindelige lupiner, som f.eks. gul lupin, der ikke har været i gennem et stort avlsarbejde for at opnå bestemte farver eller egenskaber, bruges derfor også som grøntgødning.
Læs mere om såning af lupiner til grøntgødning nederst i denne vejledning.
Forspiring
Så et enkelt frø pr. celle i en såbakke eller i små potter. Hold jorden fugtig gennem hele spireperioden, men endelig ikke våd. Stil såbakkerne ved helt almindelig stuetemperatur - men det lidt køligere bryggers er også helt fint.
Du kan lægge frøene i blød i lunkent vand i 24 timer før såning. Det blødgører skallen og sikrer en (lidt) hurtigere fremspiring.
Prikling/ompotning
Lupiner har pælerod og er ikke så glade for at få forstyrret rødderne, så det bedste er at have forspiret i store nok såbakker/potter til at prikling ikke er nødvendigt.
Det kan dog lad sig gøre med lidt forsigtighed, fra når planterne har deres første sæt rigtige blade.
Udplantning
Plant ud når risikoen for frost er overstået. Lupiner foretrækker en lidt løs jord, men reelt kan de vokse alle steder. Som stort set alle andre planter foretrækker de sol, men de trives også fint i halvskygge og sågar i skygge.
Direkte såning
Hos Frøsnapperen anbefaler vi generelt at forspire, men du kan også godt så lupiner direkte - og endda ganske tidligt på året. Jorden bør være mindst 5 grader varm.
Gødning og vanding
Lupiner har ikke brug for tilføring af gødning - tværtimod forbedrer de selv jorden ved at tilføre den kvælstof.
En etableret plante har sjældent brug for vanding og de kan i hvert fald ikke lide overvanding. Faktisk tåler i de bedre tørke end de tåler overvanding.
Høst/blomstring
Hvis du ikke høster af dine lupiner for at bruge dem i buketter, bør du sørge for at klippe visne blomsterstande af for at tilskynde planten til atter en blomstring.
Grøntgødningslupiner
Gul og blå lupin, som bruges til grøntgødning, kan du strengt taget godt bredså over et større areal og så arbejde frøene ned i jorden med en rive.
En mere sikker metode er dog at lave så-riller med den korrekte afstand og så i dem. Så tyndt - med 15-20 cm mellem hver frø og hold jorden fugtig under fremspiring.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David