Chili 'Bhut Jolokia Rød'

Chili 'Bhut Jolokia Rød'

Normalpris29,00 kr
/
Inklusive moms

Bhut Jolokia rød chili er en af de stærkeste chilier du finder. Bhut Jolokia har også navnet Ghostpepper, eller spøgelses chili på dansk. Tilbage i 2007 blev den kåret som verdens stærkste chili, men i 2013 blev den overhalet af Carolina Reaper.

But Jolokia red pepper har en scoville styrke, der oftest ligger over 1 mio. Altså scoville på 1.000.000. Det er noget, der kradser på tungen.

Smagsmæssigt er det en lækker chili. Udover at være vanvittig stærk, så har Bhut Jolokia en frugt-agtig aroma. Den tørrede chili har en endnu mere intens aroma og smag. Nogle synes smagen har præg af melon, andre abrikos og citrus/lime. Så hvis du tør, så smag og se hvad du selv synes.

Størrelsesmæssigt bliver Bhut Jolokia typisk 6-8 cm lang og 2,5-3 cm bred, og denne variant starter som grøn chili og skifter senere farve til rød ved modning. 

De stærke chilier kan rigtig godt lide varme, så vil du lykkes med at få en chilieplante med chilier på inden det bliver for koldt, så skal Bhut Jolokia dyrkes i drivhus. 

Plantens størrelse afhænger af forholdene og hvor meget jord, den har til rådighed - fx i en potte. Men du kan forvente at planten bliver mellem 50 cm og 120 cm høj. 

Denne chili sort er meget stærk at du bør have respekt for dette. Det gælder både ift. at røre frugten og at indtage den. Når du skærer i en Bhut Jolokia, så afgives der væske, så vi anbefaler at have handsker på ved al håndtering af denne chili, da det ellers kan brænde på fingrene, og evt. kløen i øjnene med samme fingre kan være enormt smertefuldt. 

Se såvejledning nedenfor. 

Nu med 10 frø i posen - vi har købt stort ind og fået en bedre pris. Frø til stærke chilier er dyre, men vi er lykkedes med at holde en skarp pris på frø til Bhut Jolokia rød chili, hvor du får 10 frø med i posen.

Antal frø i pose:  10 frø

Latinsk betegnelse: Capsicum Chinense

 

SÅVEJLEDNING

  1. Fyld potter eller spirebakker med så- og priklemuld. Tryk jorden ganske let til med fingrene.
  2. Læg et par frø ned i hver potte, så de ligger med ca. 4-5 cm mellemrum. Bruger du spirebakker med små rum, skal du nøjes med at lægge ét frø per rum.
  3. Dæk dernæst frøene med et tyndt lag så- og priklemuld. Vand jorden i bakken med en vandforstøver for en jævn vanding, der ikke flytter på frøene. Stop med at vande, når vandet  er begyndt at sive ud igennem hullerne i bunden.
  4. Dæk potter eller spirebakker med låg eller hvid plast. Stil dem et mørkt og varmt sted. Frøene spirer ved temperaturer omkring 24-27 grader. Capsicum Annuum skal have min. 27 grader for at spire. Det kan godt tage nogle uger, før frøene spirer. Regn med en spiretid på mellem 5-30 dage.
  5. Så snart frøene spirer, skal du stille potter eller bakker i et øst- eller vestvendt vindue med lys, hvor der er stuetemperatur. Fjern også låg eller plast fra bakkerne, og hold jorden fugtig uden at overvande. Spirerne risikerer at rådne ved rodhalsen, hvis man overvander. De må heller ikke udtørre.
  6. Omplant de små planter til hver sin potte, når planterne har sat deres første 4-6 bladsæt.
  7. Hold nu jorden fugtig, men til den tørre side, så du undgår råd. Vand godt igennem engang imellem i stedet for daglige sjatvandinger. Dette gælder for hele chiliplantens levetid.
  8. Chiliplanter skal tilvænnes til udelivet i drivhuset eller på terrassen/altanen. Når lufttemperaturen når 16-18 grader, kan du begynde at tilvænne planten. Til at starte med skal du blot tage den ud et par timer om dagen, hvorefter du tager den indenfor igen. Forlæng timeintervallet over tid. Hvis du ønsker at plante chiliplanten i jorden i drivhuset, kan du udplante, når jordtemperaturen er 15 grader og al fare for frost er ovre (typisk midt-slut maj) - og chiliplanten i øvrigt har vænnet sig til udelivet. Planternes vækst går i stå, hvis de bliver udsat for temperaturer under 10 grader. Det er derfor klogt at tage planten indenfor (eller sætte varme på), hvis der er kølige nætter med temperaturer under de 10 grader.
  9. Fjern de første blomster(knopper) på dine chiliplanter; en tommelfingerregel er de første otte blomster(knopper). Det giver dig et større udbytte på længere sigt.

Sørg i øvrigt for at ompotte løbende, så chiliplanten kan vokse. Når plantens rodnet er ved at tage over (dvs., når du kan se plantens rødder igennem hullerne i bunden af potten, og rødderne i øvrigt har ramt pottens sider), skal den have en større potte.

Såtidspunkt:  Forspires indendøre i februar-marts (kan også forspires i april-maj, men vær opmærksom på, at chiliplanter skal bruge fire-syv måneder på at udvikle sig. Særligt de stærke chilier bruger lang tid på at modne).

Sådybde: 0,5 cm

Planteafstand: Så med 4-5 cm mellemrum eller 1 frø pr. rum i en spirebakke. Giv hver plante sin egen potte ved ompotning. Planter du chiliplanter ud i drivhuset, så plant dem med minimum 70 cm afstand.

Gødningsbehov: Moderat - gød jævnligt chiliplanterne i små mængder (fx ved 4. vanding). Du må dog ikke gøde under spireprocessen.

Du vil måske også være interesseret i:


Se for nyligt