Frø til salat

Der er nogle grøntsagstyper, det kan være en smule vanskelige at få overblik over (se bare på tomat og chili). Salat er en af dem, for der findes godt nok mange varianter! Herunder finder du vores udvalg af frø til salat og nederst på siden kan du læse mere. Du bliver enten klogere - eller forvirret på et højere plan!

    Filtrer
      8 produkter


      Salat - et europæisk eksporteventyr

      Vi har fået virkelig mange af de afgrøder, vi i dag opfatter som helt uundværlige, fra enten asien eller amerika. Men med salat er det endelig omvendt!

      De vilde stamfædre til nutidens salater (Lactuca sativa) stammer fra Middelhavsområdet og mellemøsten hvor de faktisk stadig vokser - især Lactuca serriola eller vild salat, som i øvrigt også skulle kunne findes i Danmark.

      Der findes godt nok vilde Lactuca-arter både i amerika og asien, men det er den fra Middelhavsområdet, der gennem årtusinder er blevet udviklet af os mennesker til de typer af salat, vi kender i dag. I asien har de dog klaret sig fint uden, for de har et væld af andre bladgrøntsager, som i brug minder om salat. 

      Et uoverskueligt virvar af typer

      Hvis vi skal se lidt på de forskellige typer af salat, gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er både botaniske og praktiske/udseendesmæssige forhold som gør sig gældende i opdelingen.

      Hovedsalat (Lactuca sativa var. capitata)
      Omfatter de salater, som danner hoveder - både løse hoveder (som f.eks. May King) eller de klassiske Iceberg-salater.

      Typisk opdeler man netop i f.eks. Iceberg-typer (på engelsk cripshead) eller smørsalat-typer (på engelsk butterhead). Men botanisk er de begge Lactuca sativa var. capitata

      Romaine- eller Cos-salat (Lactuca sativa var. longifolia)
      Denne type har lange, opretstående blade og en mere fast struktur end smørsalat - men løsere end iceberg. Navnet Cos-salat menes at stamme fra øen Kos fordi romerne i fordums tid fik denne salattype derfra.

      Det mest udbredte navn er dog nok romaine-salat, som så til gengæld betyder, at den kommer fra Rom... Forvirringen er total!

      Pluksalat (Lactuca sativa var. crispa)
      Denne type er de "løse salater", om man vil, som typisk har stor farvevariation og blade, som man kan høste enkeltvis. 

      Aspargessalat (Lactuca sativa var. angustana)
      Denne type er ikke specielt udbredt i Danmark - og vi fører den endnu ikke her hos Frøsnapperen.  Det kan næsten betegnes som en salat, der udvikler en stamme og både blade og stammen kan bruges.

      Derudover er der en masse typer som f.eks. frisée-salat (som ikke er en Lactuca, men er nært beslægtet), Ruccola (som egentlig er kål) og ikke mindst vårsalat, som du også kan finde her på siden selvom den overhovedet ikke er beslægtet med det, vi normalt betegner som salat.

      Ja. Der er ingen, som siger, det skal være nemt!

      Så er det dog heller ikke sværere...

      At dyrke salat fra frø er dog i det mindste nemt nok. Man skal blot huske på, at i hvert fald Lactuca-salaterne ikke spirer ved for høje temperaturer - jo tættere man kommer på 20 grader, jo vanskeligere bliver det. 

      Til gengæld kan man forspirre et køligt sted og have sine små salatplanter stående tæt sammen i såbakker. De kan stå i måneder uden at vokse synderligt og først når man planter dem ud individuelt får de fart på og begynder at vokse.

      Det er ret smart, hvis man vil sikre sig en støt forsyning af salat - eller vil bruge salat til at fylder huller ud rundt omkring i bedene efterhånden som man høster andre afgrøder.

      God fornøjelse med dyrkningen!

      /David