Spinat

Spinat er en af havens hurtigst voksende og nemmeste grøntsager at have med at gøre. Den er samtidigt noget af det tidligste, man kan få til at vokse, og en forårsklassiker i mit køkken - før jeg begyndte at finde stegt kød en anelse trivielt - var en bøf (eller stegt kylligebryst) med kartofler, stuvet spinat og rabarberkompot.

Da både rabarber og spinat indeholder oxalsyre, som giver "hår på tænderne", blev middagen som regel kort efter fulgt af en tandbørstning!

Vi kommer ikke udenom Skipper Skræk...

Ærligt talt kan jeg have min tvivl om, hvor mange børn, der i min generation (jeg er født i slutningen af 70'erne) blev overbevist om spinatens lyksaligheder på grund af den spinatspisende Skipper Skræk, men ét er i hvert fald sikkert: Man kan ikke sige spinat til min generation uden, at et billede af netop Skipper Skræk dukker frem på nethinden!

Spinat har dog været kendt i flere tusinde år og stammer sandsynligvis fra asien. I middelalderen havde den plads i klosterhaverne, men vi skal op i 1800-tallet, før spinaten for alvor blev en almindelig gæst i de nordeuropæiske køkkenhaver.

Måske på grund af Skipper Skræk blev den i 1900-tallet synonym med sundhed og fremført som en suveræn kilde til jern. Lige dét er dog en sandhed med modifikationer.

Der er ganske rigtig meget jern i spinat i forhold til så mange andre grøntsager, men der er også førnævnte oxalsyre, som desværre binder en del af jernet, så det ikke optages i kroppen.

En afgrøde for ydersæsonerne

Spinat er som sagt en af de første afgrøder, man kan høste i haven og den allerførste høst får jeg selv i mit drivhus, hvor en stor del af pladsen allerede i februar/marts bliver sat til med spinatplanter, der er sat til forspiring i såbakker i januar.

Jeg fortsætter sådan set med både at forspire og så direkte det meste af foråret og ender som regel med at have aaaaalt, for meget spinat til, at husstanden kan spise sig igennem det.

En del får vi som regel blancheret og frosset ned i kugler og resten får lov til gå i stok indtil pladsen skal bruges til noget andet. På den måde fungerer spinaten lidt som grøntgødning, der tidligt får sat gang i jordens mikrobiologi efter vinteren.

Desværre slutter spinatfesten på et tidspunkt for spinat er ikke glad for varme - og slet ikke tørke. Det stresser planterne og stressede planter går i stok, hvilket for spinats vedkommende betyder, at bladene mister smag og sidenhed bliver bitre.

Hvis man skal have held med at få store spinatblade i højsommeren, så skal man dyrke spinaten på havens køligste plads, gerne i halvskygge, og sørge for, at jorden aldrig tørrer ud.

Alternativt skal man gå over til New Zealandsk spinat, som botanisk set overhovedet ikke er spinat, men minder om det og kan bruges på samme måde. Vi har også en anden variant, Viking, som er rigtig spinat og som efter producentens udsagn, skulle være mere varmeresistent end andre sorter.

Sidst men ikke mindst kan man jo vare dyrke noget anden i højsommeren og så begynde at så spinatfrø igen, når sommeren går på hæld!

God fornøjelse med dyrkningen!

/David