Chili 'Carolina Reaper'

Indtil d. 23. september 2023 var 'Carolina Reaper' verdens stærkeste chili. Den dag blev den slået af 'Pepper X', der ligesom 'Carolina Reaper' også er fremavlet af Ed Currie fra PuckerButt Pepper Company i South Carolina, USA.
Frø til 'Pepper X' er så vidt vi ved endnu ikke til at få i fri handel - og lad dig ikke snyde af, at du kan finde frøhandlere rundt omkring på nettet som påstår, at have netop 'Pepper X' til salg.
På trods af, at Carolina Reaper nu "kun" er næst-stærkest er den naturligvis ikke blevet mindre stærk, så vil du have sved på både læbe og pande er dette sagen! Du kan også forvente noget mere end dette!
Hvis du tør smage, og kan du håndtere styrken, så kan du forvente en frugtagtig sødme, der efter sigende skulle minde om kirsebær og chokolade.
Jeg skal dog ærligt indrømme, at det udelukkende er noget, jeg har læst mig til, for omend jeg god kan lide stærk mad, så har jeg ingen intentioner om at forsøge at gnaske mig igennem en 'Carolina Reaper'.
Videoen med Bubber, der gør forsøget samme med Chili-Klaus er rigeligt for mig - find den selv og vær vidne til, hvad man vist roligt kan sige er en blandet fornøjelse!
Lidt af en udfordring af dyrke
Vær opmærksom på, at Carolina Reaper ikke er den nemmeste chili at dyrke - især spiringen kan være tricky. Det gælder hele generelt for chilier, at jo stærkere de er, jo vanskeligere kan de også være.
Du skal tage varmeangivelserne i vores såvejledning alvorligt og huske, at de superstærke chilier kræver andet og mere end de mere almindelige. Der skal godt med varme på under fremspiringen og i mange husholdninger vil det nok være en god idé med en varmemåtte, da det ofte er vanskeligt at opnå tilstrækkelig høj, stabil temperatur i en dansk stue.
Vindueskarmen, som mange bruger til fremspiring, er absolut ikke et godt sted, når det gælder frø til 'Carolina Reape'. Kuldefaldet fra vinduet gør den placering alt for kold og det er ikke sikkert, at selv en varmemåtte kan sikre, at temperaturen bliver høj nok.
Pas på, når du håndterer frugten
Når du har stærke chilier, så være også meget varsom med håndteringen af dem. Du bør bruge handsker når du håndterer dem, og får du saft på huden, så rør dig ikke steder med tynd hud, i øjnene og lignende.
Kort dyrknings-info
Læs en detaljeret vejledning nederst på siden-
Forspiring : Dec, Jan, Feb, Mar
-
Direkte såning : Ikke egnet
-
Sådybde : 0,5 cm
-
Planteafstand : 50 cm
-
Rækkeafstand : 50 cm
-
Høsttid : Aug, Sep, Okt
-
Plantehøjde: 90cm - 120cm
Mere information


Chiliplanter kræver en lang vækstsæson og en tommelfingerregel er, at jo stærkere en chili kan blive, jo længere tid skal den bruge for at udvikle sig. Chili er en varmeelskende plante, som egner sig bedst til drivhus, men også godt kan klare sig udendørs i en beskyttet, solbeskinnet, varm krog.
Forspiring
Starte forspiringen indendørs i januar eller februar. Brug små potter eller såbakker fyldt med såjord. Vær meget opmærksom på, at du ikke må så for dybt. Chili-frø er ikke decideret lysspirende, men så alligevel: Du risikerer en alt for lang fremspiringsperiode (med fare for råd) hvis frøet kommer for dybt ned og dermed ikke kan "fornemme" lyset.
Vær opmærksom på, at chilifrø kræver ganske meget varme for at sikre en stabil spiring – også mere varme end den gennemsnitlige, danske stue kan tilbyde. Temperaturen skal gerne være 25-30°C. Det er muligt at spire chili ved lavere temperaturer, men risikoen er, at frøene går til inden de spirer. Ved optimale temperaturer spirer chili typisk inden for 10-20 dage.
Hold jorden fugtig, men ikke våd. Når de første kimblade viser sig, skal planterne have masser af lys (her kan det være en idé at bruge vækstlys i en periode) og kan nu godt klare sig i helt almindelig stuetemperatur.
Prikling/ompotning
Når chiliplanterne har udviklet deres første 2-3 rigtige bladesæt, er det tid til at prikle dem om i større potter. Vælg potter på omkring 8-10 cm i diameter, fyldt med næringsrig pottemuld. Hold jorden fugtig, men igen uden at overvande; det er bedre at holde jorden til den tørre side. For fugtig jord risikerer at føre til råd i rodhalsen.
Udplantning
Chiliplanter kan udplantes, når risikoen for nattefrost er helt ovre, typisk i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Hvis du ikke har drivhus – eller plads i drivhuset - så vælg en solrig, varm og beskyttet placering, gerne mod en syd- eller vestvendt væg. Chili egner sig godt til dyrkning i krukke, hvilket også gør det nemmere at redde planterne inden for, hvis der kommer en kold periode.
Direkte såning
Direkte såning af chilifrø i det danske klima er generelt ikke anbefalet på grund af vores korte sommer og kølige forår. Men hvis du vil prøve, skal du vente, indtil jorden er mindst 15°C varm.
Gødning og vanding
Chiliplanter har godt af at tørre lidt ud mellem vandingerne, hvilket også mindsker risikoen for overvanding. Gød planterne hver 2.-3. uge, men vent med det indtil planterne er godt i gang med væksten og begynder at sætte blomster.
Opbinding
De fleste chiliplanter har godt at en pind at støtte sig op af – især når de begynder at bære frugt er der risiko for at de vælter.
Knibning af sideskud, top og de første blomster
Knibning af chili-planter er noget, chilientusiaster kan diskutere længe og engageret. Følgende er derfor ikke den endegyldige sandhed, men et udtryk for, hvad der virker for os hos Frøsnapperen.
Det er generelt ikke nødvendigt at knibe sideskud på chiliplanter, men man kan vælge at gøre det for at skabe mere luft omkring planten – det kan f.eks. være hvis man har fået sat planterne lige lovligt tæt i drivhuset.
Hvis man ønsker en mere busket vækst kan toppen af planten klippes af, når selve planten har 4-5 blade. Klip lige over det 3. bladsæt. Dette vil føre til at hovedstammen deler sig i to sideskud og det kræver naturligvis, at man ikke har fjernet disse sideskud… Foruden at planten kan være nemmere at håndtere, når den er lav og busket, så vil det ofte også give et højere udbytte.
En sidste ting, man bør overveje er, at fjerne de første 5-6 blomster planten sætter – selvom det kan være hårdt! Det vil dog tilskynde planten til at bruge sin energi på at vokse sig stor, hvilket i sidste ende giver plads til flere blomster og dermed frugter.
Høst
Der er stor forskel på tiden fra blomstring til modning for de forskellige typer chili og igen er hovedreglen, at jo stærkere en chili kan blive, jo længere tid går der. De milde chili som f.eks. jalapeno og cayenne kan typisk høstes 6-8 uger efter blomstring hvorimod de stærke som habanero og Carolina Reaper kan tage 10-12 uger. Disse tider afhænger dog naturligvis af de forhold, planterne har.
Overvintring af chiliplanter
Hvis du er kommet sent i gang med dine chili-ambitioner og ikke kan forvente, at kunne nå at høste det store samme år, du har sået, så er der faktisk en anden mulighed eftersom chiliplanter er flerårige: Du kan lade dine planter overvintre.
Det skal gøres indendørs et køligt (maks. 15-16 grader), men frostfrit sted og er naturligvis nemmeste at gøre med planter, der står i krukker. Du kan med fordel vælge at beskære dem på dette tidspunkt.
De kommer til at se skrækkelige ud og tabe alle bladene, så lys behøver du ikke at tænke så meget på – selvom de heller ikke skal stå i totalt mørke. Planterne går i dvale og behøver kun et minimum af vand; et par gange om måneden er nok.
Når vi kommer forbi nytår, vil dine planter begynde at sætte blade igen og så gælder det om at give dem godt med lys – eventuelt vækstlys.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David