Chili 'Long Slim Cayenne' (økologisk)
Økologisk Cayenne Long Slim chilifrø. En lækker tidlig sort, som du her får som økologiske chilifrø.
Det er en tidlig variant, så du kan forvente chili til maden allerede tidlig på sommeren. De lækre chilifrugter er først grønne og modner så til røde. Den har en lækker smag som kan spises rå (hvis du vil have lidt sved på panden), i madlavningen eller tørres.
Denne økologiske variant kommer fra Organic Way, Growing joy.
Se såvejledning nedenfor.
Antal frø i pose: Ca 12 økologiske frø
Latinsk betegnelse: Capsicum annuum
SÅVEJLEDNING
-
Fyld potter eller spirebakker med så- og priklemuld. Tryk jorden ganske let til med fingrene.
- Læg et par frø ned i hver potte, så de ligger med ca. 4-5 cm mellemrum. Bruger du spirebakker med små rum, skal du nøjes med at lægge ét frø per rum.
- Dæk dernæst frøene med et tyndt lag så- og priklemuld. Vand jorden i bakken med en vandforstøver for en jævn vanding, der ikke flytter på frøene. Stop med at vande, når vandet er begyndt at sive ud igennem hullerne i bunden.
- Dæk potter eller spirebakker med låg eller hvid plast. Stil dem et mørkt og varmt sted. Frøene spirer ved temperaturer omkring 24-27 grader. Capsicum chinense skal have min. 27 grader for at spire. Det kan godt tage nogle uger, før frøene spirer. Regn med en spiretid på mellem 5-30 dage.
- Så snart frøene spirer, skal du stille potter eller bakker i et øst- eller vestvendt vindue med lys, hvor der er stuetemperatur. Fjern også låg eller plast fra bakkerne, og hold jorden fugtig uden at overvande. Spirerne risikerer at rådne ved rodhalsen, hvis man overvander. De må heller ikke udtørre.
- Omplant de små planter til hver sin potte, når planterne har sat deres første 4-6 bladsæt.
- Hold nu jorden fugtig, men til den tørre side, så du undgår råd. Vand godt igennem engang imellem i stedet for daglige sjatvandinger. Dette gælder for hele chiliplantens levetid.
- Chiliplanter skal tilvænnes til udelivet i drivhuset eller på terrassen/altanen. Når lufttemperaturen når 16-18 grader, kan du begynde at tilvænne planten. Til at starte med skal du blot tage den ud et par timer om dagen, hvorefter du tager den indenfor igen. Forlæng timeintervallet over tid. Hvis du ønsker at plante chiliplanten i jorden i drivhuset, kan du udplante, når jordtemperaturen er 15 grader og al fare for frost er ovre (typisk midt-slut maj) - og chiliplanten i øvrigt har vænnet sig til udelivet. Planternes vækst går i stå, hvis de bliver udsat for temperaturer under 10 grader. Det er derfor klogt at tage planten indenfor (eller sætte varme på), hvis der er kølige nætter med temperaturer under de 10 grader.
- Fjern de første blomster(knopper) på dine chiliplanter; en tommelfingerregel er de første otte blomster(knopper). Det giver dig et større udbytte på længere sigt.
Sørg i øvrigt for at ompotte løbende, så chiliplanten kan vokse. Når plantens rodnet er ved at tage over (dvs., når du kan se plantens rødder igennem hullerne i bunden af potten, og rødderne i øvrigt har ramt pottens sider), skal den have en større potte.
Såtidspunkt: Forspires indendøre i februar-marts (kan også forspires i april-maj, men vær opmærksom på, at chiliplanter skal bruge fire-syv måneder på at udvikle sig. Særligt de stærke chilier bruger lang tid på at modne).
Sådybde: 0,5 cm
Planteafstand: Så med 4-5 cm mellemrum eller 1 frø pr. rum i en spirebakke. Giv hver plante sin egen potte ved ompotning. Planter du chiliplanter ud i drivhuset, så plant dem med minimum 70 cm afstand.
Gødningsbehov: Moderat - gød jævnligt chiliplanterne i små mængder (fx ved 4. vanding). Du må dog ikke gøde under spireprocessen.
Tip: Ved lufttemperaturer på over 25 grader, stopper chiliplanter med at udvikle nye blomster, så luft ud i drivhuset på de varme sommerdage.