Squash 'Black Beauty'

‘Black Beauty’ er en livsglad og produktiv squash, der producerer en overflod af mørkegrønne, lange courgetter over en lang sæson.
Frugterne har blankt skind og en fin tekstur. De smager bedst, når de bliver høstet, når de har nået en længde på omkring 20 cm. Meget nem at dyrke og derfor også ideel til begyndere og børn.
Squash - eller ‘courgetter’ - er i øvrigt en af de letteste grøntsager at dyrke derhjemme. Og så er der ikke grænser for, hvordan den kan spises og tilberedes. Squash kan nemlig bages, grilles, dampes, stuves, steges, friteres eller spises rå.
Kort dyrknings-info
Læs en detaljeret vejledning nederst på siden-
Forspiring : Apr, maj
-
Direkte såning : Maj, jun
-
Sådybde : 2-3 cm
-
Planteafstand : 70-100 cm
-
Rækkeafstand : 70-100 cm
-
Høsttid : Jul, aug, sep
-
Plantehøjde : 40-60 cm
Mere information


Squash kommer i utallige former og farver og er indbegrebet af livskraft. Du skal se dig godt for, når du høster, for et eller andet sted under bladene er der en squash, der gemmer sig og næste gang, du kommer forbi er den på størrelse med en lille hund!
Forspiring
Start forspiringen indendørs ved 20-25 grader. Brug små potter fyldt med såjord, og læg ét frø i hver potte, ca. 2-3 cm dybt. Placér frøet med spidsen nedad - det er nemlig der, det skyder fra.
Jorden holdes let fugtig, men absolut ikke våd. Frøene spirer normalt efter 5-10 dage.
Prikling/ompotning
Når de første kimblade er udviklet, og planten begynder at få sine første rigtige blade, kan planterne omplantes til større potter. Brug en næringsrig pottemuld, og sørg for, at de små planter får masser af lys – gerne i en vindueskarm eller under vækstlys. Pas på rødderne under ompotningen.
Udplantning
Squash-planter kan ikke tåle frost, så du kan først plante dem ud, når risikoen for frost er overstået. Vælg en solrig plads med godt drænet jord og husk, at squash kommer til at fylde virkelig meget!
Du kan eventuelt bruge området omkring og mellem squashplanterne til at så noget hurtigt voksende som f.eks. radiser, spinat eller salat. Det to sidstnævnte kan du med fordel have forspiret, så de har en hvis størrelse og kan give en god høst inden squashplanterne breder sig.
Direkte såning
Du kan så direkte når jordtemperaturen er over 15 grader. Så ét frø pr. hul med korrekt plante- og rækkeafstand. Husk også at så nogle ekstra frø i potter - eller bare direkte i jorden - så du har planter at fylde huller ud med, hvis der er nogle, som ikke spirer.
Hos Frøsnapperen vil vi dog til enhver tid anbefale, at du forspirer i stedet for at så direkte.
Gødning og vanding
Squash kan godt lide en næringsrig jord og kvitterer for regelmæssig tilførsel af gødning med en større høst. Brug en organisk gødning eller kompost løbende i vækstsæsonen. Planterne har brug for rigeligt med vand, især i tørre perioder, men undgå at overvande, så rødderne står i vand.
Høst
Det varierer fra sort til sort hvornår frugterne er klar til høst, men fælles for dem alle er, at det er bedst at høste løbende fordi det tilskynder til yderligere frugtsætning. Brug en skarp kniv til at skære squashene fri frem for at forsøge at brække dem af og dermed risikere at skade planten.
Opstamning af squash
Jeg har i skrivende stund (vinteren 2024-25) ikke selv prøvet det, men det står på to-do-listen: Opstammet squash.
Jeg har flere steder på nettet set bekrevet, at man kan sætte en pæl af passende tykkelse ved siden af sin squashplante og den binder man løbende planten op ad efterhånden som den vokser. Planten, altså...
Samtidigt høster man squash og fjerner de nederste blade. På den måde får man noget, der nærmest kan beskrives som en squash-palme. Den er dels enormt dekorativ og dels fylder den meget mindre end hvis planten breder sig ud over jorden. Jeg har også set billeder og det ser godt ud!
God fornøjelse med dyrkningen!
/David