
Blomstermix 'Dansk Vildeng' (6-8 m2)
Blomstermixet til bier, 'Dansk Vildeng', er en blanding af hele 28 forskellige vilde, hjemmehørende blomster. Alle frøene er dyrket og høstet i Danmark.
Blandingen egner sig bedst til sandet jord.
'Dansk Vildeng' består primært af flerårige blomster og giver dig mulighed for at etablere et engareal, der tilgodeser bier, sommerfugle og svirrefluer og fremmer biodiversiteten. Som en ekstra bonus får du sikret bestøvningen af dine frugttræer, bærbuske og andre afgrøder, hvis du har sådan nogle i nærheden af din blomstereng. Denne blomsterblanding bliver også anbefalet af Danmarks Biavlerforening.
De mange forskellige blomsterarter sikrer en lang blomstring; helt fra april til september vil du opleve en kontinuerlig blomstring.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at denne blanding er særligt velegnet til byområder, hvor naturen ikke har frit spil. Her kan man hjælpe naturen på vej og understøtte biodiversiteten med en vildeng. Bor man til gengæld i et naturområde, og ønsker man at understøtte biodiversiteten, er det bedst at lade plantearterne indvandre fra naboarealer via naturlig frøspredning. Her kan man nøjes med at anlægge en sandet, næringsfattig jord og lade naturen klare resten af arbejdet.
Antal frø: Cirka 10 g - dækker 6-8 kvadratmeter.
'Dansk Vildeng' består af disse 28 vilde blomster:
Flerårige:
- Alm. Røllike (Achillea millefolium)
- Farve-gåseurt (Anthemis tinctoria)
- Smalbladet klokke (Campanula persicifolia)
- Blåklokke (Campanula rotundifolia)
- Nældebladet klokke (Campanula trachelium)
- Alm. knopurt (Centaurea jacea)
- Cikorie (Cichorium intubus)
- Knoldet mjødurt (Filipendula vulgaris)
- Gul snerre (Galium verum)
- Prikbladet perikon (Pericon perforatum)
- Blåhat (Knautia arvensis)
- Hvid okseøje (Leucanthemum vulgare)
- Kællingetand (Lotus corniculatus)
- Tjærenellike (Lychnis viscaria)
- Trævlekrone (Silene flos-cuculi)
- Skov forglemmigej (Myosotis sylvatica)
- Merian (Origanum vulgare)
- Dunet vejbred (Plantago media)
- Hulkravet kodriver (Primula veris)
- Alm. brunelle (Prunalla vulgaris)
- Nikkende limurt (Silene nutans)
- Dagpragtstjerne (Silene dioica)
- Blæresmælde (Silene vulgaris)
- Moskus katost (Malva moschata)
Enårige:
- Klinte (Agrostemma githago)
- Kornblomst (Centaurea cyanus)
- Kornvalmue (Papaver rhoeas)
Toårige:
- Alm. slangehoved (Echium vulgare)
Plantehøjden bliver 60-80 cm.
Når først din blomstereng er etableret, kræver den meget lidt vedligehold; en nedklipning til 10 cm højde efter afblomstring én gang om året er nok. Til gengæld skal du være opmærksom på, at sådan en vildeng skal dyrkes i sandet, næringsfattig jord for at opnå det bedste resultat - stik imod, hvad os havefolk er vant til.
Kort dyrknings-info
Læs en detaljeret vejledning nederst på siden-
Forspiring : Ikke egnet
-
Direkte såning : Apr, Maj, Jun, Jul, Aug, Sep, Okt
-
Sådybde : 0,5 cm
-
Blomstringstid : Apr, Maj, Jun, Jul, Aug, Sep
-
Plantehøjde: 60cm - 80cm
Mere information


Et område med vilde blomster er en del af din grund, der vil være i løbende udvikling. Nogle arter vil trives bedre end andre, nogle vil forsvinde, andre vil komme til udefra.
Forberedelse af jorden
Græs og flerårigt ukrudt fjernes. Du kan f.eks. vælge at lægge ukrudtsdug ud over området i en periode, for at få eksisterende planter til at visne, så de er nemmere at fjerne.
Jorden løsnes i overfladen med f.eks. en rive, en kultivator eller en fræser, der blot kratter i overfladen af jorden.
Såning
Blomsterblandinger kan være vanskelige at så jævnt ud over et område. Vores poser til 7-8 m2 indeholder f.eks. kun omkring 16 gram frø (fordi det kun er frø - der er intet fyld i til at drøje på mængden), så der er stor risiko for, at du får en masse frø spredt ud på den første del af området og noget færre på den sidste del.
Du kan derfor med fordel blande frøene op med noget, som øger den samlede mængde og gør det nemmere at håndtere. Det kan f.eks. være vores majskolbegranulat, men du kan også bruge sand eller fint grus.
Når frøene er spredt ud arbejdes de lidt ned i jorden med en rive. Hvis du har en havetromle er den nyttig til at sikre god kontakt mellem frøene og jorden, men ellers kan du trampe lidt rundt på området eller klappe det med bagsiden af en skovl.
Ofte vil vanding også være tilstrækkeligt til at sikre, at jorden falder lidt sammen og kontakten med frøene sikres.
Gødning og vanding
Du må absolut ikke gøde din område med vilde blomster! Vilde blomster foretrækker næringsfattig jord, hvilket i forvejen kan være vanskeligt at sikre.
Vanding i tørre perioder kan være nødvendigt i fremspiringsfasen og når de små planter er i gang med at etablere sig, men ellers bør arealet kunne klare sig selv uden vanding.
Pasning
Dit bed kan sådan set passe sig selv det meste af året, men hvis enkelte arter eller udefra kommende udkrudt begynder at overtage kan det være nødvendigt at luge - men i sidste ende er det jo et spørgsmål om temperament.
Du bør dog hvert vinter - inden udgangen af februar - klippe området ned til 10 cm over jorden (brug evt. en le) og fjerne dødt plantemateriale. Ved at fjerne de visne planter sikrer du, at jorden med tiden bliver mere og mere næringsfattig,hvilket gavner de vilde blomster.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David