Kornblomst 'Classic Artistic Mix'
Kornblomst findes i et væld af nuancer og farver og med vores 'Classic Artistic Mix' får du en stor del af dem: Både blå, hvide, lilla og røde nuancer.
Alle blomsterne i dette mix er to-farvede og "frostede", d.v.s med hvide stænk
Kornblomst er bi-venlig og tilfører haven et vildt og romantisk udtryk. Kronbladene er desuden spiselige og pynter fint i drinks, isterninger, salater og bagværk. Smagen er krydret; henad nellike og peber.
Sidst, men ikke mindst: Kornblomst gør sig godt som skæreblomst. Du kan bruge de friske blomster i buketter, eller tørre dem og bruge dem i evighedsbuketter. Med kornblomstmixet er du sikret evighedsblomster i forskellige nuancer, som til sammen kan udgøre en smuk evighedsbuket.
Blomsterne i kornblomst 'Classic Artistic Mix' bliver 80-100 cm høje. Blomstrer fra juni til september. Knib gerne visne blomsterhoveder for at forlænge blomstringen.
Kornblomst er nem at så og dyrke. Den er ret nøjsom og klarer sig fint i almindelig havejord. Kan dyrkes i blomsterbedet, i køkkenhaven eller i en stor potte på terrassen eller altanen.
Kort dyrknings-info
- Forspiring : Mar, apr, aug, sep
- Direkte såning : Apr, maj, aug, sep
- Sådybde : 0,5-1 cm
- Planteafstand : 10-12 cm
- Rækkeafstand : 30-40 cm
- Blomstringstid : Jun, jul, aug, sep
- Plantehøjde : 80 cm
Mere information
Kornblomst kan forspires, men det er strengt taget ikke nødvendigt. Jeg gør det dog selv nogle år for at få tidligere blomstring - eller fordi det er nemmere i forhold til ukrudt, at jeg kan holde et lille jordstykke fri og så sætte små kornblomstplanter. Kornblomster er nemlig ikke særligt gode til at konkurrere med andre planter. Slet ikke det ofte meget hurtigt voksende ukrudt.
Du kan både så kornblomst i foråret, men også i efteråret, hvor de så vil kvittere med en tidlig blomstring efterfølgende år.
Forspiring
Så i bakker eller såbakker med celler. Hold jorden fugtig og placér bakken et lyst sted ved stuetemperatur. Du kan dog også - som jeg - placere bakken i drivhuset, hvis du har sådan et, og så tage den ind i perioder med risiko for frost.
Prikling/ompotning
Hvis det har lange udsigter med at frosten er ovre og dine kornblomster har vokset sig for store til såbakken, så kan du ompotte, når planternes rødder har fyldt bakken ud. Selv forsøger jeg dog at undgå det, så jeg i stedet kan udplante direkte.
Udplantning
Plant ud når risikoen for frost er overstået. Kornblomst kræver ikke noget særligt at jorden, men kan vokse mere eller mindre overalt i veldrænet jord. De trives bedst i fuld sol.
Direkte såning
Så enten i rækker eller, hvis du bredsår, sørg for at arbejde frøene godt ned i jorden med en rive. Det kan være lidt vanskeligt at få dem dybt nok - og det er ikke muligt med alle frø - men hvis man gerne vil have et naturligt look er rækker måske ikke lige sagen.
Gødning og vanding
Kornblomster er nøjsomme og kræver ikke tilføring af gødning. De har et moderat behov for vand og foretrækker en let fugtig jord, men det er min erfaring at, de godt kan klare korte tørkeperioder.
Høst/blomstring
Hvis du vil plukke til buketter - og have kornblomster hele sommeren - er det en fordel at så med nogle ugers mellemrum gennem sommeren. Pluk løbende for at fremme yderligere blomstersætning.
Hvis du ikke plukker til buketter, så sørg alligevel for at fjerne visne blomster løbende. Begynder en plante først at sætte frø, er det slut med blomstringen.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David