Chili 'Carolina Reaper'
Chili 'Carolina Reaper'

Chili 'Carolina Reaper'

Normalpris29,00 kr
/
Inklusive moms

Indtil d. 23. september 2023 var Carolina Reaper verdens stærkeste chili. Den dag blev den slået af 'Pepper X', der ligesom Carolina Reaper også er fremavlet af Ed Currie. Pepper X så vidt vi ved endnu ikke til at få i fri handel.

Men Carolina Reaper er naturligvis ikke blevet mindre stærk, så vil du have sved på både læbe og pande er dette sagen. Du kan også forvente noget mere end dette!

Hvis du tør smage, så kan du forvente en god frugtagtig smag. Og hvis du vil se hvordan ansigtsudtrykket er når der smages, så kan en række af videoerne fra Chili-Klaus vise det, bl.a. smager Bubber på chilien, med blandet fornøjelse.

Hvordan dyrker man Carolina Reaper? 
Når du dyrker fra frø afhænger tidspunkt for såning af om du har kunstlys eller ikke. Med kunstlys kan du starte tidligere, og uden anbefaler vi at du forspirer frøene i januar måned.

Det vigtige ved Carolina Reaper er styrken, der gør at den udvikler sig lidt langsommere og har et større behov for varme. Vi vil derfor klart anbefale at have planten i drivhus for at nå at lykkes med frugterne før kulden slår til i Danmark. 

Når du har lækre chilier, så være ekstremt varsom med håndteringen af dem. Du kan godt røre yderskallen, det er saften fra chilien, der er den ekstremt stærke. Du bør bruge handsker når du håndterer dem, og får du saft på huden, så rør dig ikke steder med tynd hud, i øjnene og lignende. Handskerne bør sidde tæt, ellers kan det brænde på hænderne trods handsker. Det lyder overdrevet, men den er god nok, vi har selv haft nætter med hænder der brænder mere end godt er, og vi anbefaler at have fuld respekt for verdens stærkeste chili.

Vores leverandør har givet lidt ekstra frø med, fordi de gerne ville levere en spirerate over 85%. Derfor får du 8 + 1 frø i dette batch.

Antal frø i pose: 8 frø + 1 frø

Latinsk betegnelse: Capsicum chinense 

 



SÅVEJLEDNING

  1. Fyld potter eller spirebakker med så- og priklemuld. Tryk jorden ganske let til med fingrene.
  2. Læg et par frø ned i hver potte, så de ligger med ca. 4-5 cm mellemrum. Bruger du spirebakker med små rum, skal du nøjes med at lægge ét frø per rum.
  3. Dæk dernæst frøene med et tyndt lag så- og priklemuld. Vand jorden i bakken med en vandforstøver for en jævn vanding, der ikke flytter på frøene. Stop med at vande, når vandet  er begyndt at sive ud igennem hullerne i bunden.
  4. Dæk potter eller spirebakker med låg eller hvid plast. Stil dem et mørkt og varmt sted. Frøene spirer ved temperaturer omkring 24-27 grader. Capsicum chinense skal have min. 27 grader for at spire. Det kan godt tage nogle uger, før frøene spirer. Regn med en spiretid på mellem 5-30 dage.
  5. Så snart frøene spirer, skal du stille potter eller bakker i et øst- eller vestvendt vindue med lys, hvor der er stuetemperatur. Fjern også låg eller plast fra bakkerne, og hold jorden fugtig uden at overvande. Spirerne risikerer at rådne ved rodhalsen, hvis man overvander. De må heller ikke udtørre.
  6. Omplant de små planter til hver sin potte, når planterne har sat deres første 4-6 bladsæt.
  7. Hold nu jorden fugtig, men til den tørre side, så du undgår råd. Vand godt igennem engang imellem i stedet for daglige sjatvandinger. Dette gælder for hele chiliplantens levetid.
  8. Chiliplanter skal tilvænnes til udelivet i drivhuset eller på terrassen/altanen. Når lufttemperaturen når 16-18 grader, kan du begynde at tilvænne planten. Til at starte med skal du blot tage den ud et par timer om dagen, hvorefter du tager den indenfor igen. Forlæng timeintervallet over tid. Hvis du ønsker at plante chiliplanten i jorden i drivhuset, kan du udplante, når jordtemperaturen er 15 grader og al fare for frost er ovre (typisk midt-slut maj) - og chiliplanten i øvrigt har vænnet sig til udelivet. Planternes vækst går i stå, hvis de bliver udsat for temperaturer under 10 grader. Det er derfor klogt at tage planten indenfor (eller sætte varme på), hvis der er kølige nætter med temperaturer under de 10 grader.
  9. Fjern de første blomster(knopper) på dine chiliplanter; en tommelfingerregel er de første otte blomster(knopper). Det giver dig et større udbytte på længere sigt.

Sørg i øvrigt for at ompotte løbende, så chiliplanten kan vokse. Når plantens rodnet er ved at tage over (dvs., når du kan se plantens rødder igennem hullerne i bunden af potten, og rødderne i øvrigt har ramt pottens sider), skal den have en større potte.

Såtidspunkt:  Forspires indendøre i februar-marts (kan også forspires i april-maj, men vær opmærksom på, at chiliplanter skal bruge fire-syv måneder på at udvikle sig. Særligt de stærke chilier bruger lang tid på at modne).

Sådybde: 0,5 cm

Planteafstand: Så med 4-5 cm mellemrum eller 1 frø pr. rum i en spirebakke. Giv hver plante sin egen potte ved ompotning. Planter du chiliplanter ud i drivhuset, så plant dem med minimum 70 cm afstand.

Gødningsbehov: Moderat - gød jævnligt chiliplanterne i små mængder (fx ved 4. vanding). Du må dog ikke gøde under spireprocessen.

Tip: Ved lufttemperaturer på over 25 grader, stopper chiliplanter med at udvikle nye blomster, så luft ud i drivhuset på de varme sommerdage.

Du vil måske også være interesseret i: