Persillerod 'Zaharat'
Persilleroden Zaharat er en lækker variant af persillerod. Forvent ikke de længste persillerødder, men til gengæld super lækre, flotte glatte og i høj kvalitet.
Det er ikke nødvendigvis let at lykkes med at så persillerod selv. Det ses også på priserne i supermarkedet - persillerod koster noget mere end fx gulerod og rødbede.
Men i denne pakke får du ca 2.500 frø, så der er rig mulighed for at teste af til en billig penge. Og der er mange gode grunde til at dyrke egne persillerødder;
- Prisen for hjemmedyrket persillerod er væsentligt lavere
- Smagen er markant bedre
- Du kan grave præcis så mange op ad gangen, som du har brug for
- Du kan have dem i jorden i mange måneder, og have helt friske persillerødder lige ude i haven
Persillerod kan bruges både rå, bagt og ristet. Den har en fantastisk smag, og "persille" i navnet lader sig ikke fornægte, da det er tydeligt at smage relationen til persille. Rodfrugter smager fantastisk bagt, og persillerod giver et godt bidrag i samspil med gulerod og rødbede. Persillerod kan også give et godt smagsmæssigt pift i en kartoffelmos, hvis du moser lidt persillerod med i kartoflerne.
Kort dyrknings-info
- Forspiring : Ikke egnet
- Direkte såning : Apr, maj, jun
- Sådybde : 1 cm
- Planteafstand : 5-6 cm
- Rækkeafstand : 20-25 cm
- Høsttid : Sep, okt, nov
- Plantehøjde : 30-40 cm
Mere information
Dyrkningen af persillerod minder på mange områder om dyrkning af gulerod og pastinak, men den har ry for at være lidt vanskeligere at have med at gøre og det skyldes nok især den meget lange spiretid på helt op til 4 uger,. hvilket betyder, at du skal være over såbedet både i forhold til vanding og lugning i ganske lang tid.
Persillerod egner sig ikke til forspiring, men kan kun sås direkte.
Direkte såning
Du kan vælge enten at så tyndt og efterfølgende udtynde til rette planteafstand eller du kan pletså med 3-4 frø samme sted i passende afstand og så fjerne de svageste spirer, når de små planter kommer frem.
Jorden bør være løs og fri for sten. Jo mere fast og stenet din jord er, jo større risiko er der for, at rødderne forgrener sig frem for at blive til én lang rod.
Det er vigtigt, at dit bed på intet tidspunkt tørrer ud inden fremspiring. Jeg plejer selv at lægge græsklip mellem rækkerne for at hjælpe med at holde på fugten, men det kræver lidt omhu, for hvis du har en masse jorddække ovenpå selve rækken, så risikerer du at kvæle spirerne.
Jordtemperaturen bør være min. 8-10 grader varm.
Ud over udtørring skal du også være opmærksom på, at holde rækkerne fri for ukrudt, som persillerod ikke bryder sig om at skulle kæmpe imod. Giver du ikke en hjælpende hånd, så taber dine persillerødder kampen og du ender med et ukrudtsbed...
Gødning og vanding
Persillerødder behøver ikke meget gødning. Hvis du tilfører halv omsat kompost som jorddække, når planterne er i vækst, bør det være nok i en helt almindelig, sund havejord.
De trives bedst i en let fugtig jord, så vanding er nødvendig i tørre perioder.
Høst
Persillerødder kan ikke tåle frost. Når det er sagt, så kan du dog godt lade dem stå i jorden i milde vintre og hvis der kommer perioder med frost, så kan du jordbække for at beskytte rødderne.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David