Et er at skrive noget om tomater, akelejer eller græskar. Det er store nok emner. Men "krydderurter"? Det er gigantisk! Her vil jeg dog alligevel gøre et forsøg på at hitte rede i krydderurternes store verden.
En verden af smag - bogstaveligt talt
En krydderurt er ikke en botanisk betegnelse, men snarere hvad man kunne kalde en kulinarisk kategori af planter. En plante er en krydderurt, hvis blade, blomster, stængler eller frø anvendes som smagsgivere. Med andre ord: Hvis den bliver brugt som krydderurt, er det en krydderurt.
Den behøver ikke engang smage godt, hvilket vi er en kreds af borgere, der vil fremhæve koriander, som et fremragende eksempel på (undskyld til koriander-fans, men jeg kunne ikke lade være)!
Som bosiddende i Danmark ville vi leve et kulinatisk kedeligt liv, hvis vi kun måtte bruge krydderurter, som findes oprindelige vores nordiske breddegrader. Det er naturligvis udtalelse, man kan være rygende uenig i, men personligt ville jeg meget nødigt undvære alle de fantastiske smage, som krydderurter (og krydderier) fra varmere himmelstrøg har bragt med sig.
Vi har dog trods alt faktisk en del hjemmehørende planter, der tidligere har været brugt som krydderurter, men det er i dag nok er de færreste, der bruger dem. En af dem er løvstikke. Derudover er der f.eks. skovmærke, kvan, røllike og strandmalurt. Ingen af dem er dog i almindelig brug i dag - og vi sælger ikke frø til dem her hos Frøsnapperen.
1-, 2- eller flerårig?
Biologisk set er der faktisk meget få 1-årige krydderurter, d.v.s. krydderurter som spirer, blomstrer, sætter frø og dør på en enkelt sæson. Hos Frøsnapperen har vi vel sådan set kun frø til dild og karse.
Her i Danmark må vi dog, på grund af vores kolde klima, dyrke rigtig mange af de 2- og flerårige krydderurter som 1-årige fordi, de ikke tåler frost. Det gælder f.eks. basilikum og koriander. Sidstnævnte har jeg som ovenfor antydet et anstrengt forhold til, så den kommer ikke indendørs om vinteren, men det kan jeg godt finde på at gøre med basilikum og det er noget, du skulle unde dig selv at prøve!
En basilikum-plante, som bliver holdt frostfrit, bliver til en hel lille, velduftende busk og du kan virkelig få en stor og forgrenet plante ud af den, hvis du sørger for at nippe toppe, så den forgrener sig. Du vil i hvert fald kunne have en basilikum-busk 2 somre, men så vil den ofte miste livskraften. Thailandsk basilikum, derimod, kan blive adskillige år gammel. Dem har jeg dog aldrig selv prøvet at overvintre.
Krydderurter er et stort hit hos insekter
I både min og Hannahs have er krydderurter noget, man finder hist, pist og alle vegne. Specielt oregano, timian, purløg, og salvie har plads i f.eks. blomsterbede, for de kan virkelig noget som blomster såvel som krydderurter. Når timian begynder at blomstre bliver det en fantastisk, tæt, lav busk, der er helt sat til med små blomster, der kan være i hvide, lyserøde og helt over i lilla nuancer.
Purløg er ligeledes et friskt indslag med dens kuglerunde, lilla blomsterhoveder på en lang, slank stilk - ikke ulig trommestik-blomster. På Nordfyn, hvor Frøsnapperen holder til, er der flere landmænd, der producerer purløgfrø og en purløgsmark i blomst er virkelig et fantastisk syn!
Krydderurter i blomst er dog ikke bare smukke - de er også yderst nyttige for insekter og vilde bier, hvilket du kan forvisse dig om ved en lun dag i maj, at placere dig ved siden af en af dem. De summer af liv!
Det eneste, du skal være opmærksom på, når det gælder krydderurter og blomstring er, at smagen ændrer sig efter blomstring, hvor planten bruger sin energi på netop blomsterne. De kan typisk blive lidt mere bitre, seje (f.eks. stænglerne) eller miste smag.
Den udfordring løser jeg selv ved at have nogle krydderurter, som jeg primært høster fra, for på den måde at undgå, at de går i blomst.
Hvilke krydderurter skal du dyrke?
Jeg synes jo, du skal dyrke dem allesammen! Når det er sagt, er der naturligvis nogle, man bruge oftere end andre. Selv har jeg en top 10 - som nogle nok vil lave til en top 11 - over krydderurter jeg altid har i haven. Læs den her: 10 krydderurter, du bør dyrke.
God fornøjelse med dyrkningen!
/David