Kål - den alsidige europæer
Kål er helt sikkert blandt de mest alsidige arter af grøntsager, du kan dyrke i din køkkenhave. Under navnet Brassica oleracea gemmer sig en utrolig mangfoldighed af sorter, som alle er nært beslægtede, men meget forskellige i udseende, smag og anvendelse.
Fælles for dem alle er, at de oprindeligt stammer fra Auropa - sandsynligvis Europas atlanterhavskyst - hvilken er meget, meget sjældent at kunne skrive om grøntsager eftersom det meste af de afgrøder, vi i dag dyrker i vores haver, har deres oprindelse i enten amerika eller asien!
Dermed ikke sagt, at alle kål er udviklet fra Europæiske stamplanter, men alle dem, der tilhører Brassica oleracea er. I Asien har de Brassica rapa (f.eks. kinakål), Brassica juncea (f.eks. sennepskål) og flere andre oprindelige kåltyper.
De almindelige kåltyper
Man kan dele kål op på mange måder, men en klassisk opdeling er efter vækstform:
Hovedkål
Danner tætte hoveder og er dem, vi oftest ser i forretningerne i Danmark. Hovedkål-gruppen tæller medlemmer som spidskål, rødkål, hvidkål og savoykål.
Bladkål
Disse kål danner ikke hoveder, men høstes blad for blad. Her finder vi grønkål, palmekål og tager vi de asiatiske kål med er sennepskål også i denne kategori.
Blomsterkål
De fleste vil nok også sige, at disse kål danner hoveder, men faktisk er det hoved, vi spiser, egentlig en blomsterknop. Broccoli (som har sit eget menupunkt her hos os) er et blomsterkål. Det samme er blomkål og romanesco.
Knudekål og stængelkål
Ved knudekål er det selve stænglen, der svulmer op og danner en knold - eller knude. Glaskål hører til i denne kategori. "Stængelkål" er ikke vist ikke sådan rigtig et bredt anerkendt kålgruppe, men i den finder man rosenkål, hvor de små kålhoveder dannes langs stænglen. Teknisk set hedder denne gruppe Gemmifera-gruppen
Sund og hårdfør
Kål er hårdfør og kan dyrkes næsten hele året, alt efter sort. Nogle trives bedst i køligere forår og sensommer, mens andre – som grønkål og rosenkål – først folder sig ud i efterår og vinter. Mange kålsorter kræver god plads og næringsrig jord, men til gengæld belønner de med stort udbytte og lang høstsæson.
Kål er rig på C-vitamin, K-vitamin, fibre og antioxidanter. Faktisk er grønkål og palmekål er blandt de mest næringsrige grøntsager overhovedet, og flere studier har peget på, at kål kan have en forebyggende effekt mod visse kræftformer og hjertekarsygdomme. Kål er desuden kaloriefattig og mættende; med andre ord et ideelt valg i det moderne køkken!
God fornøjelse med dyrkningen!
/David